Nedtagning af Bjørn Poulsens kunstværk, som har hængt i Pressen. Foto: Miriam Dalsgaard

JP/Politikens Hus donerer stort værk af Bjørn Poulsen til HEART i Herning

Et stort værk af den danske billedhugger Bjørn Poulsen flytter nu fra Rådhuspladsen i København til Herning. Det sker i forlængelse af, at JP/Politikens Hus har besluttet at donere værket til kunstmuseet HEART, som dermed får det første værk af Bjørn Poulsen i samlingen.

Værket, som blev erhvervet i 2006, kommer fra udstillingen ’Longing for a Space Travel’ på Overgaden. Det vejer ca. 200 kilo, måler 5 meter i diameter og består af ødelagt billigt plastik fra bl.a. køkkenskåle og opbevaringskasser, der tilsammen danner en stor organisk, klode-lignende formation. Værket har været placeret i den gamle trykkerihal, Pressen, hvor det ikke har haft en optimal placering for et værk af den størrelse og karakter.

Det er en stor glæde, at vi sammen med HEART i Herning kan sikre den bedst tænkelige placering og håndtering af dette storslåede værk. Vi glæder os derfor meget over, at værket fremover kan opleves på et fremtrædende dansk kunstmuseum som HEART i Herning,” siger Signe Cecilie Jochumsen, der er udstillingschef i Politikens Forhal og ansvarlig for kunstsamlingen i JP/Politikens Hus.

Bjørn Poulsen (f. 1959) er uddannet fra Kunstakademiet i København. Han udtrykker sig gerne i skulpturer, hvor han anvender både traditionelle og utraditionelle materialer. Han er kendt for sine amorfe skulpturelle formationer i liggende eller hængende tilstand i materiale som plastik, sten og beton. Uanset materialevalget er der ofte at være noget organisk over udtrykket.

Man kunne godt sige, at også jeg har længe ” længtes efter en rumrejse”, jeg har nemlig længe været en beundrer af Bjørn Poulsens skulpturer. Nu får vi så et pragteksemplar af slagsen og tilmed som en generøs gave fra Politiken. Det er vi taknemmelige for, og jeg kan ikke vente med at se den på sin første rumrejse på HEART,” siger Holger Reenberg, direktør på HEART i Herning.

Bjørn Poulsen er desuden blandt de i alt fire modtagerne af Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legats hæderspris på 750.000 kr. for sit bidrag til dansk skulptur. Prisen er den største private hæderspris i Danmark og med prisen, som blev uddelt i september i år, følger en udstilling på Den Frie Udstillingsbygning fra 12. september-18. oktober 2020, hvor Bjørn Poulsen præsenterer både ældre og nye værker.