JP/Politikens Hus åbner Pressen og Salen for eksterne arrangementer

Siden JP/Politikens Hus i 2004 lukkede sit trykkeri på Rådhuspladsen i København har husets medier brugt den gamle trykhal til et hav af arrangementer, events, konferencer, møder, udstillinger, debatter og vinsmagninger. Nu bliver den gamle trykhal, som i dag kaldes Pressen, tilgængelig for eksterne arrangementer, og det samme gør Salen, som er placeret i Vestergade.

I Pressen er der plads til 500 gæster og mulighed for stort set alle typer af events med tilhørende cateringfaciliteter. Salen i Vestergade har plads til 140 gæster og er særlig velegnet til seminarer og møder. Begge lokaler giver unikke muligheder for at afholde arrangementer centralt i København med gode adgangsforhold – og fra efteråret med Rådhuspladsens nye metrostation lige ved døren.

Det bliver chefen for Politiken Plus, Kit Lyngaa, der får ansvaret for udlejning af Pressen og Salen. Hun glæder sig over, at de to rum nu kommer til at omfavne endnu flere arrangementer til glæde for endnu flere borgere:

”Det er et stort privilegie at kunne byde velkommen til to så unikke lokaler midt i København. Lokalerne giver os mulighed for at invitere endnu flere læsere, brugere og andre gæster ind i en historisk bygning, og komme endnu tættere på de mange borgere, som JP/Politikens Hus’ medier og forretninger hver måned er i kontakt med.”

Åbningen af Pressen og Salen for eksterne arrangementer ligger i direkte forlængelse af ønsket om at være et åbent mediehus, der i tæt kontakt med sit publikum, siger adm. direktør i JP/Politikens Hus, Stig Ørskov.

Vi har den bedst tænkelige beliggenhed i hjertet af København, som vi med åbningen af den nye metrostation på Rådhuspladsen får endnu større glæde af. Åbningen af Pressen og Salen følger i forlængelse af, at vi har skærpet profilen for Forhallen som et udstillingssted for dansk samtidskunst. Samtidig har vi med Boghallen måske Danmarks skønneste boghandel. Alt sammen med henblik på at være i tæt kontakt med vores omgivelser og de mange læsere og brugere, som vores medier og forlag oplyser og underholder,” siger Stig Ørskov.