JP/Politikens Forlag udnævner Nordisk udviklingsdirektør fra egne rækker

1. juni tiltrådte Jakob Harden i en nyoprettet stilling som Nordisk udviklingsdirektør (Director, Nordic Corporate Development) i JP/Politikens Forlag. Det er en tværgående rolle med ansvar i Danmark (Politikens Forlag), Norge (Kagge) og Sverige (Polaris) for forlagets samlede strategiske forretningsudvikling og eksekvering af synergier mellem de tre forlag.

”Jakob Harden skal være med til at videreføre forlagets gode udvikling og udbygge væksten i Norge og Sverige, for at sikre, at vores skandinaviske ambitioner bliver indfriet. Med fokus på at øge forlagets position i Skandinavien skal Jakob via et tættere samarbejde og med fokus på forretningsudvikling og synergier mellem de tre forlag fortsætte de eksisterende planer, som er udarbejdet med de tre forlags ledergrupper" fortæller Lene Juul, Direktør JP/Politikens Forlag.