JP/Politikens Forlag står styrket efter et stærkt 2019 med vækst i alle formater

For tredje år i træk opnår JP/Politikens Forlag vækst i omsætningen. Det skyldes især den digitale omsætning, der fortsætter sin fremgang, med en stigning på 25 procent. Men også salget af trykte bøger stiger med tilfredsstillende 5 procent i 2019.

JP/Politikens Forlag offentliggør ikke selvstændige årsregnskaber, men har leveret et positivt resultat med en mindre fremgang fra 2018.

Direktør Lene Juul:
”Vi er stolte af, at vi igen i 2019 formåede at skabe vækst. Der er stor fremgang på lydbøger generelt i markedet, men det er meget positivt, at vi også sælger flere printbøger i et marked, der er under transformation. Det hele skyldes, at vi har udgivet en stribe kvalitetsbøger inden for alle genrer. Samtidig har vi i 2019 modtaget en lang række priser fx De Gyldne Laurbær, DR’s Romanpris, Berlingskes Læsernes Bogpris, Politikens Litteraturpris samt både årets krimi og årets debutkrimi, og vi har haft den mest solgte biografi for andet år i træk. Forlaget har formået både at udvikle nye forfattertalenter og tiltrække etablerede kvalitetsforfattere inden for både fiktion og nonfiktion, så vi i dag står styrket og ser positivt på fremtiden. Det er samtidig helt afgørende for os at have en tobenet strategi, hvor vi har fokus på både at vokse massivt digitalt og nå nye segmenter og samtidig tage markedsandele og vokse på print.”

Positive takter internationalt

JP/Politikens Forlags agentur, der også repræsenterer datterforlaget Polaris, har ligeledes haft et succesrigt 2019 – med over 100 lukkede aftaler – og heriblandt den internationale bestseller om Greta Thunbergs familie og hendes taler i bogform, der til dato er solgt til 40 lande.

I 2020 har agenturet allerede solgt en stor svensk krimi, Geiger, til 15 lande og lukket 37 handler i alt og der er fine placeringer til to af forlagets krimiforfattere på Spiegels bestsellerliste i Tyskland.

Bokförlaget Polaris er i gang med sit tredje fulde udgivelsesår og har i sin korte levetid markeret sig med store litterære forfatterskaber af bl.a. debutant Karin Smirnoff og Lena Andersson.

Udviklingen af Polaris går planmæssigt, og der er store mål for yderligere vækst i Sverige.

Direktør Lene Juul.
”Vores svenske forlag er klar til at tage det næste skridt og har med ansættelsen af forlagschef Stephen Farran-Lee, der tidligere var hos Natur & Kultur, skabt et godt udgangspunkt for yderligere vækst i bestræbelserne på at indtage en større markedsposition i Sverige. Vi har netop signet med flere store svenske forfattere, som vil være med til at styrke Polaris yderligere.”

Flere nye tiltag på lyd

Bogmarkedet har de seneste år sikret nye læsere via nye formater og platforme, og det har forlaget også. Især med fokus på lydbøger, men også med andre lydfortællinger. Forlaget skal hele tiden formå at møde læserne, hvor de befinder sig, og derfor har vi bl.a. etableret en fast ugentlig bogpodcast, Tid til bøger, der nu har kørt i et år, og som noget helt nyt har vi netop lanceret et ambitiøst podcastprojekt Rejsen til det røde hus, der blev udgivet 28. februar i fire afsnit i samarbejde med Politiken.

Podcasten udsprang af forfatter Iben Mondrups research til bestselleren Tabita, hvor Iben havde mødt en grønlandsk kvinde, der var blevet bortadopteret som barn. De to rejste sammen med et produktionshold til Grønland for at skabe den selvstændige lydfortælling Rejsen til det røde hus.

Direktør Lene Juul:
Rejsen til det røde hus er både en unik lydfortælling men også en mulighed for at udbrede de afledte fortællinger, der er rundt om Iben Mondrups roman, Tabita. Ved at supplere med podcasten udvides kendskabet til bogens temaer og forfatteren igennem lyd. På denne måde vil vi arbejde mere med de gode historier rundt om både fiktions- og nonfiktions-titler for at skabe den allerbedste læseroplevelse. Et skarpt fokus på lydfortællinger vil i de næste år være i fokus, da det i stigende grad er der, læserne befinder sig. Vi vil fortsat udvikle på vores kerneforretning, de fysiske bøger, men vi vil også gribe muligheden for at udvide markedet og andelen af læsere med den eksplosive digitale udvikling i bogbranchen.”

JP/Politikens Forlag har inden for de seneste 10-15 år flyttet fokus fra klassiske håndbøger til at være et frontlisteforlag med kvalitetsudgivelser inden for krimi/spænding, skønlitteratur, børnebøger, aktuelle fagbøger, biografier, sundhedsbøger, kogebøger, dokumentar og rejsebøger.