Polfoto

JP/Politikens Forlag overtager Arnold Busck på Købmagergade

Det er nu sikret, at Danmarks største boghandel, Arnold Busck på Købmagergade i København, kan fortsætte i de traditionsrige lokaler, hvor der er drevet boghandel siden 1901, og dermed forblive et centralt omdrejningspunkt for litteraturen. Stedet, hvor læserne kan møde både bøgerne og forfatterne.

Videreførelsen er sikret ved, at JP/Politikens Forlag overtager boghandlen med øjeblikkelig virkning. Forlaget driver i forvejen med succes Politikens Boghal på Rådhuspladsen i København, som siden 1915 har været et mødested for litteratur og bogelskere. Under navnet Arnold Busck vil boghandlen på Købmagergade fortsætte som et bredt, litterært kulturhus med arrangementer for alle forfattere og bogelskere, fastslår forlagsdirektør Lene Juul fra JP/Politikens Forlag og siger:

”Siden den triste nyhed om Arnold Busck-kædens konkurs, har der været en frygt for, at der ikke længere ville blive solgt bøger i den ikoniske hjørnebutik på Købmagergade, som siden etableringen har været et kraftcenter i det københavnske bogmiljø, et sted for forfattere og læsere, dedikerede boghandlere og forlagsfolk. Derfor er vi stolte over og glade for, at vi nu kan være med til at sikre, at der fortsat vil være salg af bøger og dedikerede medarbejdere med fokus på alle landets forfattere i ’boghuset’ på Købmagergade.”

Hun betegner overtagelsen af Arnold Busck på Købmagergade som en understregning af forlagets ambition om at knytte forfattere og læsere endnu tættere. Overtagelsen bekræfter samtidig forlagets ukuelige tro på den fysiske bogs styrke og fremtid.

”For os er det vigtig, at bogen er tilgængelig i alle formater og sammenhænge, og derfor er vi glade for at kunne sikre, at bogen også har så mange fysiske udsalgssteder som overhovedet muligt,” siger Lene Juul.

Helle Busck Fensvig, der som fjerde generation i Busck-familien i en årrække stod i spidsen for Arnold Busck, kalder det en stor glæde og en lettelse, at Arnold Busck på Købmagergade vil blive drevet videre af JP/Politikens Forlag.

Jeg er dybt taknemmelig for, at det er lykkedes at redde Arnold Busck i Købmagergade. Det er en kulturinstitution i København, og det ville ikke have været til at bære, hvis kunderne skulle miste samlingspunktet i Købmagergade. Den opbakning, Arnold Busck har mærket i de seneste uger, vidner om den enorme værdi, brandet har, og derfor er det også en både stor glæde og lettelse, at det med JP/Politikens Forlags hjælp er blevet en realitet, at Arnold Busck i Købmagergade fortsætter.”

Udover butikken på Købmagergade har JP/Politikens Hus også købt brugsretten til navnet Arnold Busck og webshoppen arnoldbusck.dk, som vil blive en del af Saxo.com. Med overtagelsen af Arnold Busck på Købmagergade, ejerskabet af Boghallen på Rådhuspladsen og BOGhandleren på Østerbrogade driver JP/Politikens Hus nu tre centrale boghandler i København i tillæg til Danmarks førende onlineboghandel og bogstreamingtjeneste, Saxo.com.

JP/Politikens Forlag blev grundlagt i 1946 og er et af Danmarks førende forlag med en årelang tradition for udvikling af bøger af høj kvalitet, både i print og digitalt. Forlaget har med stor succes fokus på at udvikle stærke forfatterskaber og brands, der rammer ned i tiden og har et stort publikum. JP/Politikens Forlag er hjemsted for Politikens Forlag, Jyllands-Postens Forlag, Ekstra Bladets Forlag, Hr. Ferdinand, C&K og Bokförlaget Polaris i Sverige.