Stig Ørskovs bidrag til bogen ’Bedre journalistik, tak – Tanker om nyhedsformidling 1950-2020'. Udgivet på Forlaget Ajour i anledning af professor Anker Brink Lunds 70 års fødselsdag.
”Har du i løbet af undervisningen på din uddannelsesinstitution opnået indsigt i, hvordan man læser et regnskab fra en virksomhed eller en organisation?”
Sådan lød første spørgsmål, da Watch Medier i begyndelsen af 2018 gennemførte en undersøgelse blandt 31 journalistpraktikanter på Berlingske, Børsen, Ritzau, Jyllands-Posten og Watch Medier. Chefredaktøren for Watch Medier, Anders Heering ønskede at undersøge i hvilket omfang, journalistpraktikanterne i løbet af deres uddannelse var blevet præsenteret for helt grundlæggende viden om erhvervsforhold og virksomheder.
Svarene fik os til at spærre øjnene op. Ud af de 31 adspurgte svarede blot én praktikant ja, 30 svarede nej.
Andet spørgsmål i undersøgelsen lød: ”Har du i løbet af undervisningen på din uddannelsesinstitution opnået indsigt i, hvordan en virksomhed er bygget op, f.eks. forholdet mellem direktion, bestyrelse og aktionærer?”
Ud af de 31 adspurgte svarede 1 ja, 30 svarede nej.
Baggrunden for undersøgelsen var en betydelig frustration over, at de journaliststuderende ikke var udstyret med selv den mest basale viden om erhvervsforhold, når de skulle i praktik. Men i endnu højere grad en frustration over, at det er svært for dette lands erhvervsmedier at tiltrække de studerende. Seneste praktikansøgningsrunde i efteråret 2019 understregede med al uønskelig tydelighed problemet. Watch Medier, der i dag udgør en af landets største erhvervsredaktioner med over 60 højt kvalificerede erhvervsjournalister, havde opslået to praktikantpladser, men fik kun én ansøgning. Til sammenligning havde Tivolis kommunikationsafdeling opslået én plads og fik seks ansøgere.
Med andre ord: der er flere journaliststuderende, der ønsker at markedsføre en forlystelseshave, end der er journaliststuderende, der ønsker at være i praktik på en af landets største erhvervsredaktioner.
Dagblade eller ’Date mig nøgen’
Én ting er, at vores journalistuddannelser åbenbart ikke producerer studerende med interesse i – eller kompetencer til – at dække vores erhvervsliv – oven i købet i en tid hvor behovet for kritisk og undersøgende erhvervsjournalistik forekommer større end meget længe.
Hvad værre er, så evner journalistuddannelserne heller ikke at producere studerende, der interesserer sig for forhold uden for landets større byer. Ser vi igen på praktikansøgningsrunden i 2019, bemærker den sig ved, at Jydske Vestkysten havde slået syv pladser op – og fik nul ansøgere. At Fyens Stiftstidende havde slået ni pladser op – og fik to ansøgere. At Sjællandske Medier havde slået fire pladser op – og fik nul ansøgere. Til sammenligning fik produktionsselskabet Strong, der blandt andet producerer ’Date mig nøgen’, ti ansøgninger til én plads.
Ovenstående eksempler er ikke statistisk repræsentative, men når man kobler dem med 20 års erfaring fra dansk dagspresse, tør jeg godt vove følgende postulat: landets tre journalistuddannelser er eminente til at uddanne journalister med stor interesse for – og indsigt i – kultur- og livsstilsforhold, der vedrører den urbaniserede middelklasse. (Og meget gerne baseret på en konstruktiv, entreprenøragtig tilgang i lydformat.)
Til gengæld er de samme journalistuddannelser miserable til at skabe journalister, der evner at dække en række af de mest betydningsfulde samfunds- og magtinstitutioner – herunder især erhvervslivet.
Men et er, at journalistuddannelserne er så ringe til at uddanne journalister, som evner at dække vores erhvervsliv. Et måske endnu større problem er, at journalister i så ringe grad er optaget af forhold, der ligger uden for den urbaniserede middelklasses interesser. En pointe, som til fulde afspejles af den ringe interesse for lokaljournalistik.
Når vore medier i disse år pisker sig selv for ikke at have set – eller forstået – den stigende utilfredshed med etablerede samfundsinstitutioner og partier, er det svært at komme uden om den mistanke, at en del af forklaringen på den manglende evne til at forstå disse tendenser faktisk bunder i, at medierne er udstyret med journalister, der i betydeligt omfang repræsenterer den urbaniserede middelklasse.
Spørgsmålet er så, om det skyldes journalistuddannelserne eller, at de, der vælger at studere journalistik, har meget ensartede karakteristika. Jeg har ikke kunnet finde oplysninger, der kortlægger de journaliststuderendes baggrund. Men jeg vil tillade mig den hypotese, at hovedparten af de studerende på journalistuddannelserne falder inden for det, der kan karakteriseres som moderne-fællesskabsorienterede, hvis man bruger Gallups værdikompas. Og hvis den hypotese er rigtig, er der tilsvarende en relativ lille andel af journaliststuderende i de øvrige kategorier, herunder de traditionsorienterede eller individorienterede. Altså netop de to segmenter, der er karakteriseret ved, at de enten i mindre grad bor i storbyer (de traditionsorienterede) eller i højere grad er beskæftiget i det private erhvervsliv (de individorienterede).
Uniforme og homogene studerende
Kan man klandre journalistuddannelserne for, at det netop er studerede men denne værdi-og kulturmæssige baggrund, der ønsker at studere journalistik? Måske ikke. Men jeg savner, at journalistuddannelserne tager problemstillingen langt mere alvorligt. Hvis de i fremtiden ønsker at producere journalister, som er interesseret i andet og mere end tivolimarkedsføring og underholdningsfjernsyn, er der behov for, at uddannelserne handler. Ikke mindst fordi problemstillingen har været diskuteret i årtier.
Medierne har dog også selv bidraget til miseren ved deres enøjede fokus på at rekruttere fra journalistuddannelserne. Hvordan skulle journalistuddannelserne opdage problemerne, når medierne beredvilligt aftager de studerende, uanset hvor uniforme og homogene, de måtte være?
Jeg er overbevist om, at medierne har et galopperende behov for en langt mere diversificeret tilgang til rekruttering, hvis de vil evne at dække alle dele af samfundet kvalificeret. Ikke mindst i en tid, hvor de måske vigtigste samfundsbevægelser sker langt væk fra de velplejede og ressourcestærke hipsteres vandingshuller.
Hvis journalistuddannelserne vil evne at følge med den udvikling, er tiden kommet til reelle forandringer, der både udstyrer de studerende med en større palette af kompetencer og skaber en større – og langt mere mangfoldig – palette af studerende.
I øvrigt måtte Watch Medier, der udover at være en af landets største erhvervsredaktioner også er landets hurtigst voksende journalistiske medievirksomhed, konstatere, at den ene ansøger til de to praktikantpladser, foretrak et andet medie. Mit bedste gæt, at Watch Medier i fremtiden også vil se andre steder hen end de etablerede journalistuddannelser, når der skal rekrutteres nye journalister.