Gudrun Hasle i Politikens Forhal. Foto: Jens Hartmann

Gudrun Hasle skaber ny udsmykning til Foredragssalen i Politikens Hus

Et omfattende værk bestående af i alt syv løsthængende tekstiler og en stor vægtekst vil fremover udsmykke Foredragssalen i Politikens Hus i Vestergade i København. Værket er skabt af den danske kunstner Gudrun Hasle, som bor og arbejder i Grønland.

Gudrun Hasle (f. 1979) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi og Det Fynske Kunstakademi med afgang i 2008 og er repræsenteret på bl.a. Horsens Kunstmuseum, Statens Museum for Kunst og Det Nationale Fotomuseum.

Gudrun Hasles kunstneriske virke tager afsæt i hendes eget liv, hvor hun med afsæt i sin ordblindhed og sit køn reflekterer over samfundets normer, herunder hvordan ordblindheden fremmedgør hende i forhold til skriftlig kommunikation og skriftlige ytringer.

”Med Gudrun Hasles værk får vi et nyt og forfriskende blik på os selv og det ”ord-hus” vi befinder os i, som værkerne er skabt specifikt til. Men vi får også et nyt perspektiv på det at være menneske i vores tid, som gør værket almenmenneskeligt og ualmindeligt aktuelt for både husets medarbejdere og vores gæster. Med tekstil som medium refererer værket til de kvindelige kunstpraksisser både 1970ernes feministiske kunst samt ældre håndarbejde,” siger Signe Cecilie Jochumsen, der er leder af Politikens Forhal og ansvarlig for kunstsamlingen i JP/Politikens Hus.

Købet af Gudrun Hasles værk følger efter, at hun i oktober 2019 var modtog Aage og Yelva Nimbs Fonds hæderslegat med følgende begrundelse:

”Gudrun Hasle åbnede året med en rørende udstilling hos Tom Christoffersen. Krop, køn, øjne, moderskab – hudtoner, brun, rosa og himmelblå. Som beskuere blev vi lukket ind i et intimt rum fyldt med håb, tvivl, drømme og oprør. Og i september indtog Gudrun Hasles ordtavler – ordblinde og billedstærke – Politikens Forhal med en udsøgt ophængning. Sort, blå, hvide stoftavler, zenbroderier fra det tredje årtusinde.”