Siden 2007 har Ekstra Bladet hvert år uddelt Julehjælp i samarbejde med Dansk Folkehjælp. Hjælpen gives til enlige forsørgere med børn, så børnene oplever en jul med gaver og god mad. Julehjælpen består af gavekort til gaver på 1.000 kroner og gavekort til mad på 500 kroner, og hver en indsamlet krone går ubeskåret videre til køb af gaver og mad.
I 2020 var antallet af ansøgere rekordhøjt. 15.067 søgte om hjælp – tallet var formentlig også påvirket af covid-19 krisen, og derfor var der en vis bekymring forud for årets indsamling.
Startskuddet lød for alvor 1. december, hvor erhvervspaneler over hele landet overraskede ved at indsamle hele 13,4 mio. kroner på bare én hæsblæsende times målrettet indsats.
I ugerne frem til jul blev den gode begyndelse fulgt op, så resultatet endte på lidt over 18,7 mio. kroner – ny indsamlingsrekord.
Var skeptisk på forhånd
”Vi kiggede ind i en indsamling med covid-19 krisen på skuldrene, noget vi aldrig har oplevet før. Derfor var vi naturligvis usikre på, hvordan corona ville påvirke lysten og mulighederne for at støtte. Nu, hvor vi kan ryste bekymringen væk, fyldes vi både med glæde og stolthed over resultatet”, siger Klaus Nørlem, generalsekretær for Dansk Folkehjælp.
Det er næsten fire millioner kroner mere end de 14,8 millioner kroner på bundlinjen i fjor. Resultatet for 2019 vurderede Klaus Nørlem og alle andre dengang som meget tæt på loftet for, hvad resultatet kunne blive.
Det tætteste vi kommer på 'hjælp til alle'
De mere end 18,7 millioner kroner betyder, at 14.401 af de i alt 15.067 ansøgerfamilier modtager julehjælp. Således har kun 666 familier søgt forgæves, og ifølge Klaus Nørlem er det ”nok det tætteste, vi nogen sinde kommer på at kunne hjælpe alle ansøgere”.
Ekstra Bladets ansvarshavende chefredaktør, Poul Madsen, er i sagens natur glad for indsamlingsresultatet, men i glæden glemmer han ikke, at samfundsudviklingen - desværre - gør det nødvendigt med så stor en hjælpeindsats. ”Det er et overvældende flot resultat. Men også nødvendigt”.
”Det er beskæmmende, at behovet for julehjælp aldrig har været større samtidig med, at overfloden sætter nye rekorder. Derfor er det også dejligt at opleve alle de mange danskere, der har bidraget”, siger Poul Madsen, der samtidig takker Dansk Folkehjælps medarbejdere og frivillige for at vise "det rigtige og ægte samfundssind".