Knud Brix skal fra januar 2027 være Afrika-korrespondent for DR, og han forlader derfor jobbet som chefredaktør for Ekstra Bladet senest i december 2026.
”Efter mere end fire år som ansvarshavende chefredaktør på Danmarks vildeste og sjoveste mediearbejdsplads har jeg fået mulighed for at udleve en drøm; at blive udstationeret som korrespondent i Afrika,” siger Knud Brix om baggrunden for sin beslutning om at sige ja tak til DR og rykke med familien til Nairobi, Kenya.
Knud Brix kom til Ekstra Bladet i 2021 fra netop DR og trådte ind i chefredaktionen. Året efter blev han ansvarshavende chefredaktør og dermed indehaver af et af de mest krævende job i den danske mediebranche.
Afrika er ikke fremmed for Knud Brix. Han har en master i Afrika-studier fra Københavns Universitet, og udgav i 2022 romanen og rejseberetningen Febertræet med skildringer fra bl.a. de krigshærgede lande Sierra Leone og Liberia.
”Jeg kunne ikke sige nej til tilbuddet om at vende tilbage til reportagen og de store fortællinger på et kontinent, som jeg elsker, har studeret og rejst på, siden jeg var en stor dreng. Jeg forlader med vemod og stolthed Ekstra Bladet og de fremragende medarbejdere og ledere, som har tilbageerobret tronen som Danmarks største nyhedsmedie.”
Knud Brix fortsætter som ansvarshavende chefredaktør indtil december 2026, eller indtil hans afløser er fundet. Rekrutteringen sker i samarbejde med Politiken-Fonden.
”Som mediehus skylder vi Knud en stor tak indsatsen for Ekstra Bladet og hans rolle ved journalistikkens frontlinje. Et sted, hvor man ikke bliver mødt af ros og skulderklap. Han efterlader et stærkt Ekstra Bladet og et dygtig ledelsesteam, der sammen med en ny chefredaktør har alle forudsætninger for at fortsætte udviklingen af landets største og bedste tabloidmedie. Jeg er glad for, at Knud nu får mulighed for at udleve sin drøm om at være korrespondent i Afrika,” siger Klaus Høeg-Hagensen, adm. direktør for JP/Politikens Hus.