Fra september overtager MediaMovers produktionen af de tre Ekstra Bladet-sektioner Ferie, Biler og Håndværkeren.
Når sommerferien slutter, flytter tre af Ekstra Bladets sektioner hjemmefra. Tillæggene Ferie, Biler og Håndværkeren vil fremover blive produceret af det journalistiske produktionsselskab MediaMovers i samarbejde med produktionsselskabet Media Services, der skal levere bil-stoffet til Biler.
”Det er en ganske betydelig styrkelse af vores samlede produktions-flow, at vi nu har valgt at outsource produktionen af de tre tillæg,” forklarer administrerende redaktør, Claus Lunde. “Vi har tidligere fået produceret indhold eksternt på sportsudgivelser og magasiner og haft gode erfaringer med det. Men det er historisk, at vi nu går i Jyllands-Postens fodspor og lægger en så stor produktion ud til betroede leverandører.”
Ideen med at outsource produktionen af tillæg blev fostret allerede sidste år, og beslutningen har således været længe undervejs. Blandt andet har avisen brugt nogle måneder på at afsøge markedet for leverandører. Der har været flere aktører i spil, men valget faldt altså på kombinationen af MediaMovers og Media Services.
”Vi har stor tillid til MediaMovers, der igennem en årrække med produktion af magasiner og tillæg for Jyllands-Posten har bevist, at de netop kan håndtere produktionen og udviklingen af en så stor vifte af tillæg. Derfor ser vi også frem til samarbejdet, der i den grad vil styrke udviklingen og produktionen af vores tillæg,” forklarer Claus Lunde.
Også i den kommercielle afdeling er der forventninger til samarbejdet.
”Efter at efter at have fulgt processen, er jeg sikker på, at der ikke vil blive gået på kompromis med den redaktionelle kvalitet, som vores annoncører kender og påskønner,” forklarer annoncedirektør på Ekstra Bladet, Claus Nyvold.
Direktør i MediaMovers, Jesper Laursen, er begejstret for den nye opgave.
”Vi er meget stolte over, at Ekstra Bladet har besluttet at udlicitere tillæggene til os. Det er en tillidserklæring og en stor opgave for os. Vi er godt rustet til at løse den, og vi ser frem til at levere tillæggene i samme høje kvalitet, som Ekstra Bladet selv har holdt,” siger Jesper Laursen.
Første udgivelse med MediaMovers som afsender kommer efter planen på gaden fra starten af september.