Med omkring en million daglige brugere og ca. 80 mio. besøg om måneden indtager Ekstra Bladet positionen som den største danske netavis med suverænt flest daglige brugere og besøg. Det viser den nyreviderede udgave af Dansk Online Indeks, som offentliggøres tirsdag.
For Ekstra Bladet er rækkevidde og udbredelse de helt afgørende strategiske målepunkter, siger Ekstra Bladets kommercielle direktør, Signe Skarequist.
”Rækkevidde står centralt i Ekstra Bladets strategi, da det binder den journalistiske eksistensberettigelse og ambition sammen med den kommercielle udvikling – både i forhold til annoncesalg og i forhold til at øge det potentielle antal brugere, der kan blive betalende kunder,” siger Signe Skarequist.
Hun betragter den nye onlinemåling som en oplagt anledning til tage et opgør med den forældede fokusering på sidevisninger. Hun betegner sidevisninger som en gammeldags målestok, der ikke er egnet til at rangere en topliste efter.
”Vores ambition er at skabe indhold, som brugerne er villige til at betale for. Det letteste i verden er at pumpe sidevisningerne, men vi ønsker ikke at drille brugerne med uforståelige click-bait rubrikker for at få dem til at klikke så mange gange som overhovedet muligt på vores site. For os er målet at skabe værdi for brugerne og derved få flere til at betale for vores journalistik. Vi vil helt klart hellere kapre betalende kunder end drive en formålsløs jagt på sidevisninger. Det er en facon, der hører fortidens chefredaktører til, og som er uden reel journalistisk ambition. Sagt lige ud, er det jo helt gak, at Dansk Online Indeks gør sidevisninger til et vigtigere parameter end brugere. Ingen annoncører forstår en dyt af det,” siger Signe Skarequist
Udover at øge antallet af digitale abonnenter er det samtidig afgørende for Ekstra Bladet at tilbyde annoncørerne en række kvalitetsprodukter. Herunder ikke mindst nye videoformater.
”Vi investerer kraftigt i video og skaber hele tiden nye formater – og ser meget flotte vækstrater i interessen herfor. Alt dette understøtter vi løbende med en mere relevant og personaliseret brugeroplevelse på ekstrabladet.dk, hvorfor vi også investerer massivt i data, AI og Machine Learning”, siger Signe Skarequist.