Ekstra Bladet ændrer udseende

De markante ændringer i forbrugsmønstret på desktop, tablet og mobil betyder, at ekstrabladet.dk nu skifter design.

Den fleksible og håndholdte forsideredigering bevares, mens ændringerne kan ses i navigation og størrelse på sitets elementer. Sektions- og artikelsider ændrer design, så det passer til den eksplosive fremgang i besøg fra tablet og mobil.

Alt sammen for at forbedre brugernes oplevelse af Ekstra Bladets digitale tjenester:

- Vi har i 2012 oplevet, at andelen af desktop-besøg på Ekstra Bladet er faldet 16 procentpoint, mens andelen af besøg på mobil og tablet er steget henholdsvis 10 og 6 procentpoint. Samlet set er trafikken på Ekstra Bladets digitale flader fortsat stigende, men forbruget er mere fragmenteret, siger Søren Svendsen, digital direktør på Ekstra Bladet.

- Hvis vi skal kunne følge med de ændrede forbrugsmønstre og stadig levere nyhederne hurtigt og lækkert, der hvor brugerne læser Ekstra Bladet, kræver det, at vi er teknisk og designmæssigt rustet. Der er lagt et stort og engageret arbejde i det nye design, som betyder at vi er klar til de forandringer, som 2013 kommer til at bringe, siger Søren Svendsen.

Idéen bag redesignet har været at give brugerne bedre overblik og mulighed for hele tiden at kunne dykke ned i mere indhold. Det dynamiske tabloid-udtryk bliver bevaret, men moderniseret. Blandt andet af hensyn til tablet-brugerne bliver billederne større, siderne mere enkle og skrift samt farver strammes op.

- På tablets vil brugerne kunne “swipe” sig gennem artikler, gallerier, tv-klip og indholdslister. Journalisterne har fået endnu nemmere ved at berige artikler med multimedier og interaktivt indhold til glæde for læserne. Samtidig er der skabt nye, visuelt markante og integrerede kommercielle muligheder for annoncørerne, fortæller Kim Pedersen, designchef på Ekstra Bladet.

Ekstra Bladet er ifølge FDIMs topliste det desktop site, der har flest brugere, besøg og sidevisninger pr. uge i Danmark. Mobilsitet er målt på besøg og sidevisninger større end BT, Politiken, Den Blå Avis, Jyllands-Posten og DR tilsammen.