Dorthe Bjerregaard-Knudsen kritiserer Kulturstyrelsens bedagede verdenssyn

I en kronik i Børsen 17. april kritiserer koncerndirektør, COO, i JP/Politikens Hus, Dorthe Bjerregaard-Knudsen, at Kulturstyrelsen i sin nye rapport, ’Mediebranchens omsætning og beskæftigelse', ikke nævner Google og Facebook én eneste gang på trods af, at hver tredje danske reklamekrone går til dem.

”Man tror knapt sine egne øjne. Hvordan kan en myndighed, der skal følge udviklingen i mediebranchen, tro, at den kan skabe et samlet overblik over den samlede danske mediebranche ved kun at fokusere på dansk registrerede, indholdsproducerende virksomheder?”, spørger Dorthe Bjerregaard-Knudsen i kronikken.

Hun advarer om, at når danske myndigheder lukker øjnene for markedsudviklingen, skaber det betydelig risiko for fejlslutninger, som kan føre til beslutninger, der er decideret skadelige for produktionen af dansk publicistisk indhold. Et indhold, som i høj grad udgør kittet i det danske demokrati.

”Vi risikerer, at en stor del af de danske indholdsproducenter bliver kørt over, hvis myndighederne ikke snart indser, at markedet er under omkalfatring. Med deres stædigt tilbageskuende tilgang modvirker myndighederne, at danske medier får mulighed for at tage kampen op med Google og Facebook, og vi risikerer, at danske politikere udstyres med en forældet forståelse af virkeligheden i mediebranchen, og dermed muligheden for at agere”, skriver Dorthe Bjerregaard-Knudsen.

Hun opfordrer derfor til, at Kulturstyrelsen kasserer sin seneste rapport, og indtager en ny tilgang, hvor den blandt andet lader sig inspirere af det arbejde, der foregår i lande som Australien, hvor konkurrencemyndighederne er i gang med at kortlægge tech-giganternes magt over det australske mediemarked.

Kronikken kan læses her: https://borsen.dk/nyheder/opinion/artikel/11/223602/artikel.html