Eniro Danmark har indgået aftale med Dansk Udgivernetværk om salg af annoncer på Krak.dk via Danmarks førende annoncenetværk for automatiseret annoncesalg. Netværket, der allerede omfatter Ekstra Bladet, Jyllands‐Posten og Politiken, varetager danske mediers automatiserede salg af digital annonceplads.
Auktionssalg i realtid er en effektiv måde at sælge annonceplads på for medierne og dækker samtidig mediebureauernes behov for at kunne målrette og optimere annoncekampagnerne. Det er forklaringen på, at automatiseret annoncesalg er det hurtigst voksende digitale annoncemarked.
”For at opnå succes med auktionssalg i realtid er det afgørende at tilbyde høj dækning og have volumen i annonceplaceringerne. Eniro Danmark har i Krak et af Danmarks stærkeste mediebrands, og sammen med vore øvrige mediepartnere har vi med aftalen sikret os et stærkt afsæt”, siger Martin Jensen, netværkschef i Dansk Udgivernetværk.
Med Krak.dk øges Dansk Udgivernetværks samlede reach i den danske befolkning fra 43 procent til 57 procent, hvilket svarer til, at netværket er i kontakt med 2.600.000 danske brugere i løbet af en måned.
”At etablere et dansk netværk for automatiseret annoncesalg er i vores øjne strategisk rigtigt set. Vi har allerede eksperimenteret med denne form for salg i eget regi, og vi kan se, at auktionssalget vinder voldsomt frem i Danmark”, siger Carina Gjerløv Stougaard, Head of Krak Media Group hos Eniro Danmark, som uddyber:
”Det er et marked, som vil blive domineret af store udenlandske spillere, hvis de danske udgivere ikke gør dette modtræk. Vi er meget positive over for samarbejdet.”
Om Eniro Danmark A/S
Eniro er Nordens største lokale søgevirksomhed. Både forbrugere og virksomheder kan benytte Eniros medier til nemt at finde ud af, hvor de kan købe produkter og services, uanset om de søger via internettet, telefonbøger eller mobiltelefonen. Med hjælp fra Eniro kan annoncører aktivt markedsføre sig over for købeklare forbrugere og virksomheder, finde nye kunder og øge deres salg.
Om Dansk Udgivernetværk
Dansk Udgivernetværk er et digitalt annoncenetværk etableret under JP/Politikens Hus. Netværket tilbyder at varetage danske mediers automatiserede salg (RTB) af digital annonceplads og giver annoncører, mediabureauer og trading desks mulighed for at købe effektivt ind ét samlet sted. DUN samarbejder med Rubicon Project, en af de førende teknologier globalt set, der gør det muligt at automatisere køb og salg af online annoncering.