Christian Jensen afløser Bo Lidegaard som Politikens chefredaktør

-------

JP/Politikens Hus har i dag udnævnt Christian Jensen til ny ansvarshavende chefredaktør for Politiken. Han afløser Bo Lidegaard, der efter fem år som Politikens chefredaktør nu bliver skribent og anmelder på avisen.

Christian Jensen, 43, kommer fra en stilling som ansvarshavende chefredaktør på dagbladet Information, hvor han siden 2010 har stået i spidsen for en markant fornyelse af avisen og en vellykket digitalisering. Før det var han i en årrække ansat på Berlingske Tidende. I årene 2007-2010 som medlem af chefredaktionen.

Administrerende direktør i JP/Politikens Hus, Stig Kirk Ørskov, betegner Christian Jensen som en journalistisk leder ud over det sædvanlige.

Christian Jensen forener en dyb journalistisk faglighed med enestående lederegenskaber. Han mestrer både den undersøgende journalistik, den intelligente analyse og den engagerende formidling – uanset om det er på papir eller digitalt. Og igennem årene på Information har Christian vist en uforlignelig evne til at inddrage
og aktivere læserne”, siger Stig Kirk Ørskov.

Christian Jensen, som tiltræder senest 1. august, karakteriserer Politiken som Danmarks publicistiske flagskib.

Der er kun én grund til at skifte fra Information: At jeg er blevet tilbudt den – efter min mening – vigtigste og mest ærefulde post i danske medier. Politiken har en helt særlig position og et enestående potentiale i det danske samfund som kvalitetsmedie og kulturinstitution. Jeg ser frem til at være med til at udvikle Politiken med alle de muligheder, den digitale udvikling giver for at nå nye målgrupper med nye journalistiske metoder. Der findes ikke noget bedre udgangspunkt for det frisind i ånd og tanke, som Politiken altid skal være baseret på”, siger Christian Jensen.

Gennem de fem år, Bo Lidegaard har været chefredaktør, har Politiken skilt sig ud som landets mest læste og citerede avis. På tværs af platforme har Politiken flere læsere end nogensinde, og lønsomheden er høj.

Det har været en stor fornøjelse at stå i spidsen for Politiken og at få lov til at være en del af alt det, der gør os til det, vi er – for vores læsere og for hele samfundet. Samtidig er det under de givne vilkår blevet mere og mere slidsomt at komme igennem og skabe den nødvendige fremdrift. Derfor er det aftalt, at jeg fratræder
min stilling som ansvarshavende chefredaktør, og at jeg fremover vil bidrage til avisen. Jeg glæder mig til samarbejdet med den nye ledelse og med alle kolleger”, siger Bo Lidegaard.

Bestyrelsesformand i JP/Politikens Hus, Lars Munch, takker Bo Lidegaard for hans evne til at fastholde og forny Politikens position i den dansk samfundsdebat.

”Bo Lidegaard har stået for en stærk linje i pagt med Politikens læsere, grundlag og ånd. Det er værd at
bemærke, at Bo afleverer Danmarks mest læste avis. Jeg er meget glad for, at Bo stadig vil findes i spalterne,
så læserne fortsat får fornøjelse af ham”, siger Lars Munch.
------

Kontakt:

Christian Jensen, telefon 21 29 95 92
Stig Kirk Ørskov, telefon 33 47 27 01