Børneavisen vinder Anders Bordings Mediepris

Efter kun to år på markedet bliver Børneavisen hædret med Anders Bordings Mediepris.

Da Danske Medier torsdag uddelte Anders Bordings Mediepris i Altingets gård i København, kunne Børneavisen gå på podiet som vinder.

Medieprisen uddeles til et specialmedie, der i særlig grad er i stand til at ramme sin målgruppe og/eller opbygge en forretningsmodel og derfor kan tjene til inspiration for andre. Prisen betegnes som en hyldest til et medie, der formår at forene udviklingen af såvel det journalistiske produkt som de kommercielle rammer for journalistikken. Og det gør Børneavisen.

Motivationen fra juryen lyder blandt andet:

”Samlet står vinderen med et mediekoncept, der er overbevisende. Man formår at ramme sine læsere i øjenhøjde med stof, der både er sjovt og alvorligt, inspirerende og tankevækkende. Øjenhøjden virker ikke påtaget, måske fordi læserne via en app inviteres med ind i den redaktionelle idéproces. Det er en fejende flot intro, I som medie har skabt på relativt kort tid.”

Børneavisen fylder to år 11. september, så det var en glad og stolt chefredaktør, Louise Abildgaard Grøn der sammen med holdet bag avisen modtog prisen: ”Det er klart, at jeg er fantastisk glad. Det er jeg på hele holdets vegne. Men først og fremmest er jeg glad på alle vores læseres vegne, som hver uge bekræfter, at Børneavisen gør det rigtige. Kan man lave en printavis til børn i disse digitale tider? Ja, det kan man.”