Astrid Jørgensen ny kommerciel direktør på Politiken

Astrid Jørgensen, 37 år bliver Politikens nye kommercielle direktør, og hun afløser dermed Natasha Brandt, som 1. juni tiltrådte som adm. direktør hos Danmarks største internetboghandel og streamingtjeneste, Saxo.

Astrid Jørgensen har siden 2017 haft ansvaret for Politikens samlede abonnementssalg og marketingaktiviteter. Før det har hun blandt andet haft ledende positioner hos Bonnier og Ekstra Bladet.

Som kommerciel direktør får Astrid Jørgensen ansvaret for Politikens abonnements- og annonceforretning og dermed også ansvaret for at forløse det kommercielle potentiale for et af Danmarks stærkeste journalistiske brands.

”Det er en stor glæde, at vi kan rekruttere internt til denne vigtige post på Politiken. Astrid Jørgensen har spillet en helt central rolle i at skabe den succes med indholdssalg, Politiken oplever. Vi glæder os til at se hende tage det fulde kommercielle ansvar. Hun har de rette faglige og ledelsesmæssige kompetencer til at bringe Politiken til nye niveauer i udviklingen”, siger Politikens ansvarshavende chefredaktør Christian Jensen.

”Det er en stor ære for mig at få lov at stå i spidsen for den vigtige opgave, det er at drive Politikens stærke kommercielle strategi videre. Jeg glæder mig helt enormt til at samarbejde med alle mine dygtige kollegaer om yderligere at forløse Politikens store kommercielle potentiale”, siger Astrid Jørgensen.

Astrid er uddannet cand.mag., kommunikation, Aalborg Universitet.

Også Dorthe Bjerregaard-Knudsen, COO i JP/Politikens Hus, glæder sig over udnævnelsen af Astrid: ”Med Astrids indgående kendskab til Politiken, glæder jeg mig til at se hendes kompetencer komme i spil på tværs af hele Politikens forretning, og ikke mindst i spidsen for Politikens vækstinitiativer.”

Yderligere oplysninger

Christian Jensen, Ansvarshavende chefredaktør, Politiken, tlf. 21 29 95 92

Astrid Jørgensen, Kommerciel direktør, Politiken, tlf. 61 67 89 20

Dorthe Bjerregaard-Knudsen, COO, JP/Politikens Hus, tlf. 27 28 37 68