"Suffocated Air" foran Politikens Hus - af kunstner Amalie Jakobsen.

To danske museer erhverver værker af Amalie Jakobsen fra udstillingen i Politikens Forhal

I forlængelse af Amalie Jakobsens udstilling ”Carrying Capacity” i Politikens Forhal har både Arken Museum for Moderne Kunst og Brandts Kunstmuseum i Odense nu valgt at erhverve værker fra udstillingen.

Med støtte fra Ny Carlsbergfondet har Arken erhvervet det seks meter høje udendørs værk ’Suffocated Air’, som er lavet af stål og bemalet med algepulver. Værket, som fra maj til august var installeret på Rådhuspladsen i København, bliver nu en del af Arkens skulpturpark.

Med støtte fra 15. Juni Fonden har Brandts Kunstmuseum samtidig erhvervet det 2,5 meter høje værk ’Future Rock’, som er af aluminium og bemalet med syntetisk meteorjord.

Amalie Jakobsen er en helt enestående kunstner, som er optaget af forholdet mellem den menneskelige civilisation og naturens mekanismer i reneste form. Det overfører hun til smukke og minimalistiske skulpturelle formationer, der både formidler fakta og udfordrer vores forståelse af os selv i en verden i forandring. Vi glæder os uendeligt meget over, at værkerne fra Amalie Jakobsens udstilling i Politikens Forhal fremover kan opleves på to af Danmarks fremtrædende kunstmuseer, ” siger Signe Cecilie Jochumsen, der udstillingschef i Politikens Forhal og ansvarlig for kunstsamlingen i JP/Politikens Hus.

Udstillingen i Politikens Forhal blev til i samarbejde med Gether Contemporary og med støtte fra Statens Kunstfond og Knud Højgaards Fond.

Yderligere oplysninger:
Signe Cecilie Jochumsen, tlf. +45 2281 3616, signe.jochumsen@jppol.dk