Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget

Altingets norske nichemedier lukker

Altinget lukker sine nichemedier i Norge, da der ikke er et tilstrækkelig økonomisk fundament til at drive forretningen videre. Dialogen med de berørte medarbejdere er indledt. Mediet Stat & Styring videreføres.

Altinget Norge blev etableret i 2022 for at styrke dækningen af norsk politik gennem uafhængig nichejournalistik. Siden etableringen har den norske organisation opbygget syv nichemedier.

Beslutningen om at lukke de norske Altinget-medier hviler på en samlet vurdering af forretningens økonomiske udvikling og fremtidsudsigter. Trods stærke produkter er det ikke lykkedes at finde en realistisk og bæredygtig vej til lønsomhed.

”Vores norske kolleger har skabt et flot journalistisk produkt af høj kvalitet, og de har formået at gøre Altinget til en stemme i Norge,” siger Anne Marie Kindberg, administrerende direktør i Altinget og Mandag Morgen, og tilføjer:

”Men sammen med vores ejere i JP/Politiken Business Media må vi konkludere, at det ikke er muligt at skabe det rette økonomiske fundament for nicheforretningen. Vi er taknemmelige for indsatsen og engagement fra ledelsen og de ansatte i Norge.”

Beslutningen kan berøre op mod 20 medarbejdere i Norge. Alle medarbejdere er blevet orienteret, og selskabet vil nu gennemføre den videre proces i tæt dialog med de berørte og i overensstemmelse med norsk lovgivning.

Mette Hundebøl, direktør for JP/Politiken Business Media og bestyrelsesleder for Altinget Norge siger:

”Beslutningen om at lukke Altingets nichemedier i Norge er truffet ud fra en samlet finansiel vurdering. Vi vil gøre, hvad vi kan for at skabe en god afvikling og tage hånd om medarbejderne i den kommende tid. Samtidigt vil vi koncentrere kræfterne om at udvikle Altinget i Sverige og Danmark."

Abonnenter og kommercielle samarbejdspartnere vil blive kontaktet med information om, hvad lukningen betyder for deres aftaler.

__

Fakta

I maj 2026 overtog JP/Politikens Hus ejerskabet af Altinget i Danmark, Norge og Sverige. Lukningen af de norske nichemedier vedrører alene Altinget.no og ændrer ikke driften af Altingets øvrige aktiviteter, hverken i Danmark eller Sverige. Mediet Stat & Styring videreføres også. Beslutningen vedrører heller ikke JP/Politiken Business Medias øvrige norske udgivelser.