De kommende tre år vil Politikens Forhal i samarbejde med Københavns Kommune én gang om året vise toneangivende samtidskunst på Rådhuspladsen i København. Værkerne bliver efter udstillingen på Rådhuspladsen flyttet til et byfornyelsesområde i København. Kunstprojektet er initieret af Politikens Forhal i samarbejde med Københavns Kommune og støttet af Det Obelske Familiefond.
Det første værk udstilles på Rådhuspladsen i august 2024 i forlængelse af en udstilling i Politikens Forhal og vælges på baggrund af et open call, som udsendes i september 2023. En bred jury udvælger værkerne. I sin udvælgelse vil juryen lægge vægt på, at værket både forholder sig til Rådhuspladsen og et specifikt sted i en af Københavns Kommunes områdefornyelser. Områdefornyelse Bavnehøj vil være første lokation.
Juryen består af: Marie Laurberg, Direktør for Copenhagen Contemporary, Camilla van Deurs, Stadsarkitekt i Københavns Kommune, Dan Gildin, Leder af Boghallen, Camilla Stockmann, Kulturjournalist på Politiken, Karsten Ifversen, Arkitekturkritiker og redaktør på Politiken, Knud Brix, Chefredaktør for Ekstrabladet, Maria Bruun Eichhorn, Specialkonsulent i Københavns Kommune samt den nye leder af Politikens Forhal.
”Idéen om at bringe samtidskunst ud på Rådhuspladsen bygger videre på vores ønske om ‘kunsten ud til alle’ og er en oplagt anledning for professionelle danske kunstnere til at arbejde frit, teste deres egen praksis og afsøge nye muligheder for kunst i det offentlige rum. Vi er stolte over satsningen, som er muliggjort med støtte fra Det Obelske Familiefond og realiseres i tæt samarbejde med Københavns Kommune i de kommende tre år. Desuden føder vi med dette projekt ind i en højaktuel debat om kunst i de offentlige rum, og projektet tapper ind i en mindst lige så væsentlig samtale om kunstens rolle i samfundet” – udtaler udstillingschef i Politikens Forhal, Signe Cecilie Nørgaard Jochumsen
”Områdefornyelserne under Københavns Kommune har i mere end 20 år arbejdet med kunst som redskab i en helhedsorienteret byudvikling i udsatte byområder. Det har vi, fordi vi tror på, at kunst kan være med til at skabe bedre rammer om livet i byen. Vores erfaringer viser, at kunst kan mobilisere beboere, skabe stolthed og invitere til debat. Og kunst kan forstærke eller ændre et steds identitet. I Københavns Sydhavn er Sjælør Station og Sydhavn Station for eksempel revitaliseret gennem kunst, og værkerne er med til at skabe tryghed, fordi de bidrager til at skabe liv i et område. Der skal lyde en stor tak til Det Obelske Familiefond for den flotte støtte og til Poli1kens Forhal for at tænke os ind samarbejdet. Jeg glæder mig til at se værkerne på Rådhuspladsen og særligt i områdefornyelserne med tiden” - siger teknik- og miljøborgmester Line Barfod.
Om Politikens Forhal
Politikens Forhal er et udstillingsrum for ny dansk kunst beliggende i Politikens Hus på Rådhuspladsen 37 i København. Gennem fem udstillinger årligt og derudover events, artist talks og performances, skaber Politikens Forhal debat og bidrager med nye perspektiver på vores fælles samtid og fremtid med involvering af den danske samtidskunst. Siden 1970 har Politiken præsenteret danskerne for samtidskunst i avisen, via grafiske særtryk og udstillinger ud fra devisen 'kunsten ud til folket'. Politikens Forhal er i dag en del af JP/Politikens Hus og drives som et selvstændigt udstillingsrum med egen økonomi og uafhængigt af husets medier. Forhallen har en leder, som bistås og rådgives af et internt nedsat kunstudvalg med repræsentanter fra koncernens forskellige forretninger.
Om Områdefornyelse, Københavns Kommune
En områdefornyelse er en særlig indsats, der skal løfte et udsat kvarter. Områdefornyelser skal forbedre et kvarters fysiske, sociale og kulturelle miljø. Det sker blandt andet ved at skabe attraktive byrum, styrke lokale netværk og skabe grobund for nye fællesskaber. Lokale beboere og aktører har en helt central rolle. De deltager aktivt i områdefornyelsesarbejdet f.eks. ved at sidde i Områdefornyelsens styregruppe eller arbejdsgrupper. Her er de med til at udvikle projekter for kvarteret. Kunst er ofte en del af områdefornyelsernes arbejde i et kvarter. Kunstprojekter kan være med til at forbedre kvarterets fysiske såvel som sociale og kulturelle miljø.