2023 bød på omsætnings- og resultatfremgang for Saxo

Vækst i både styksalget og abonnementsforretningen gav resultatfremgang hos Saxo. Rekordhøjt lydstreamingforbrug hos medlemmerne pressede dog lønsomheden.

Saxo realiserede i 2023 en omsætning på 391,6 mio. kr. Den samlede omsætningsvækst endte på 5 pct. Samtidig vækstede abonnementsforretningens omsætning isoleret set med knap 30 pct. Dette som følge af Saxos fortsatte succes med at udvide og cementere sin position som henholdsvis Danmarks største onlineboghandel og en af de to førende bogstreamingtjenester på det danske marked.  

Årets resultat blev et overskud på 2,2 mio. kr. mod et underskud på 2,8 mio. kr. i 2022. Resultatfremgangen var en konsekvens af fremgangen i styksalget, mens medlemmernes rekordhøje streamingforbrug lagde pres på lønsomheden i abonnementsforretningen.  

På tværs af streaming og traditionelt bogsalg leverede Saxo i 2023 samlet set 4,4 mio. læseoplevelser til danskerne, en stigning på 33 pct. sammenlignet med 2022. I 2023 streamede Saxos medlemmer i snit e- og lydbøger i 23 minutter om dagen – en vækst på 25 pct. sammenlignet med 2022.  

Forbrugernes appetit på lydindhold er eksploderet de seneste år. To ud af tre danskere er i dag aktive brugere af podcasts, lydbøger eller oplæste artikler ifølge en markedsundersøgelse foretaget af analyseinstituttet Norstat for JP/Politikens Hus i 2023. Og efterspørgslen er langt fra indfriet. Derfor igangsatte Saxo i 2023 et omfattende udviklingsarbejde, som netop har udmøntet sig i, at Saxos streamingmedlemskaber nu også omfatter et markant udvalg af podcasts og andre typer lydfortællinger.

Saxos direktør, Natasha Brandt, udtaler om resultatet:
“Det er ekstremt opløftende at opleve danskernes appetit på bøger. Udviklingen i især anden halvdel af 2023 vidner om en tiltagende købe- og læselyst. Det sætter ambitionerne for 2024, hvor Saxo ser frem til at fodre den voksende læselyst og lyttetrang yderligere med et endnu bredere tilbud af kvalitetsindhold ikke mindst indenfor lyd.”

Hoved- og nøgletal 2019-2023 (mio. kr.):

20232022202120202019
Nettoomsætning391,6373,7453,4394,5307,5
Bruttofortjeneste41,534,147,038,017,1
Driftsresultat (EBITDA)7,80,315,610,0-8,3
Årets resultat2,2-2,89,24,8-11,8