Vi åbner udstilling med Ebbe Stub Wittrup i Politikens Forhal.

Ebbe Stub Wittrup 'Authors of names'

forhallen
17. Jun 2021 — 21. Aug 2021
Med udstillingen 'Authors of names' sætter Ebbe Stub Wittrup spørgsmålstegn ved national identitet og kulturelt ejerskab. Ved at gå i fodsporene på den danske botaniker Nathaniel Wallich, udfolder kunstneren en fortælling om vestlig, økonomisk og videnskabelig logik over for lokal viden og erfaring og ikke mindst, en spørgen til ejerforholdet. Ebbe Stub Wittrup, der er særlig kendt for sine fotografiske værker, viser i udstillingen en anden side af sin praksis.
Udstillingen har sine rødder i den Forstbotaniske Have i Charlottenlund, hvor der findes et træ med det forunderlige navn Pinus Wallichiana. Træet er navngivet af og efter den danske botaniker Nathaniel Wallich (1786-1854), der i 1807 blev udsendt til den danske – og senere engelske – koloni Serampore i Indien. Her påbegyndte Wallich et omfattende arbejde med at indsamle planter fra den lokale natur og inddele dem efter samtidens forbillede, den svenske botaniker Carl von Linné, der havde opstillet et system af slægter og arter, som alle verdens planter kunne klassificeres ud fra. De indsamlede eksempler fra den indiske flora blev beskrevet, presset og dokumenteret på ark, der blev distribueret til botaniske haver i Europa.
Udstillingen til Politikens Forhal viser et udvalg af disse ark, som løsark i et oplag på 5000 stk. pr. tryk. med et udvalg af de træsorter, Wallich fandt og navngav. Med botanikkens vestlige katalogisering og navngivning af planter som et atlas for kolonitiden, tegner Ebbe Stub Wittrup på mest subtile vis et billede af periodens menneske- og verdenssyn i begyndelsen på industrialiseringen, og en tid, som kan sammenlignes med den tid vi lever i. Historien om Wallich bevidner en periode, hvor vestlige nationer ikke alene erobrede store landområder med magt, men også overtog dem ’sprogligt’ ved at overskrive den oprindelige lokale erfaring og viden og ejerskab.
CV
Ebbe Stub Wittrup (f. 1973) bor og arbejder i København. Han er uddannet fra Academy of Fine Arts i Prag i 1999. I sin kunstneriske praksis arbejder han med forskellige medier, men er særligt kendt for sine fotografiske værker. På CC udfolder han sig gennem en lang række medier såsom tekstil, bronzeskulpturer, modificerede readymades og historiske dokumenter indsat i en nutidig kontekst. Ebbe Stub Wittrup har udstillet på en række soloudstillinger, både herhjemme, bl.a. på ARoS Aarhus Kunstmuseum og Overgaden Institut for Samtidskunst, og i udlandet, senest på Kunstverein Braunschweig i Tyskland, Kunsthalle São Paulo i Brasilien og Kirchner Museum i Schweiz. I 2010 modtog han Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat, og fra 2013-19 var han lektor i mediekunst på Det Jyske Kunstakademi.