Caroline Albertine Minor: Den forelskede ven

LITTERATUR — boghallen
7. Oct 2026 kl. 16:30 - 17:15

"Kærlighedsmøder giver næring og liv og ord til forfatterskabet, også de uforløste. Eller måske især dem."

Caroline Albertine Minors Den forelskede ven er en kalejdoskopisk roman om et erotisk, venskabeligt og åndeligt forhold mellem to mennesker. Sværmerisk og besættende. Udmagrende og opslidende. Ved fortællingens begyndelse er forholdet netop afsluttet. Jeget sammenstykker bid for bid deres historie og undersøger, ved hjælp af forskellige litterære former og andres værker, naturen af en relation. Det er en roman om fiktioner og ekstase. Om rengøring, skrift og magt – både kunstnerens og musens.

Caroline Albertine Minor åbner i Den forelskede ven virkeligheden med sit poetiske og nænsomme sprog, der er så særegent for hele hendes forfatterskab.

Oplev Caroline Albertine Minor i samtale med Felix Thorsen Katzenelson om forelskelsens væsen: Om den svimlende jubel og rene energi og den altid ængstelige udregning og ulidelige venten.

 

 

Caroline Albertine Minor (hun/hende) blev med den prisbelønnede novellesamling Velsignelser (2017) udråbt til at være en af sin generations stærkeste prosaister. Minor har modtaget en række priser samt det treårige arbejdslegat fra Statens Kunstfond. Seneste udgivelse er digtsamlingen Nivå Bugt Strandenge (2024). Den forelskede ven er Albertine Minor tredie roman og femte udgivelse.

 

Felix Thorsen Katzenelson (han/ham) er kulturjournalist og kritiker på Politiken. Han debuterede endvidere som forfatter med romanen Skruk skurk i 2025.