Anna Stahn (f. 1994) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2020 og er slået igennem med sine poetiske tegninger og porøse keramiske skulpturer, der både hylder og udstiller vores begær efter den materielle verden. I udstillingen til Politikens Forhal inviterer Stahn sit publikum med ind i et univers, der denne gang udforsker naivitet. Med afsæt i en serie skulpturer og relieffer, undersøger Stahn naivitet som en billedkunstnerisk og politisk tradition; naivitet i fremstillingen af moderne mennesker, som politisk strategi, salgsstrategi og undvigelsesmetode.
Til udstillingen har Stahn skabt en totalinstallation, der tager sit publikum med ind i et urbant miljø, hvor forskellige karakterer og scener udspiller sig, og hvor referencer tilbage i historien blander sig med nutidige – men nok ikke mindre stereotype – kvindesyn og uudtalte hierarkier mellem moderne mennesker og økonomier; En travl kvinde med fire farende arme, en bekymret mand ridende på en pengeseddel, en afslappet sugar dater, en gris med et æble i munden, et hus der vækker associationer til italiensk modernisme, og en såkaldt ”fri kunstner” i skjorte med en lille pensel.
Figurerne i Anna Stahns univers virker bemærkelsesværdigt ubekymrede og lette i deres form og udtryk. De nærmest glider hen over alle problemer i verden med deres æbler i munden, drinks eller nyindkøb i hænderne. Men ”karaktererne”, som Stahn ofte selv kalder dem, bærer på langt mere end blot fyldte indkøbsposer og små nuttede genstande. De bærer på historien om inflation, kvindesyn, økonomier, myter og magtforhold, som karaktererne på en gang udnytter til deres fordel, reproducerer, lider under og bryder med. De er i egen ret gående, stående, siddende, arbejdende. Spinkle og fine, men også dekadente, overlegne og fulde af lyst, begær og bagtanker bag det naive ydre – og vi efterlades med en tvivl om deres reelle intentioner.
’Wide-eyed, open’ af Anna Stahn kan opleves i Politikens Forhal i perioden 30. marts – 10. juni, 2023.
Udstillingen er blevet til med støtte fra Statens Kunstfond og Billedhuggeren, professor Gottfred Eickhoff og hustru, maleren Gerda Eickhoffs Fond.