Tech Lead til ny redaktionel AI-platform

Vil du være med til at skabe digitale værktøjer, der bruger AI til at understøtte journalisters daglige arbejde? Og har du lyst til at stå i spidsen for udviklingen af en ny redaktionel platform, der skal gøre det lettere for journalister at finde, prioritere og formidle nyhedshistorier?

I JP/Politikens Hus har vi arbejdet med udvikling af redaktionelle AI-værktøjer siden 2020 og blandt andet vundet internationale priser for Magna, der i dag bruges af de fleste journalister i JP/Politikens Hus.

Vi er nu i gang med at etablere et nyt produktteam, der skal videreudvikle en nyetableret AI baseret platform til monitorering og filtrering af kilder til nyhedshistorier og versionering af nyhedshistorier i tekst, billede og lyd. En tidlig udgave af platformen er testet med stor succes og vi skal nu til at rulle platformen ud til flere medier i JP/Politikens Hus og videreudvikle den for at realisere dens fulde potentiale. Derfor søger vi en Tech Lead, der skal sætte den tekniske retning for produktet og sikre, at vi udvikler løsninger, der skaber reel værdi for journalister fra bl.a. Ekstra Bladet, Politiken, Jyllands-Posten og erhvervsmedierne.

Produktteamet er en del af AI-enheden i JP/Politikens Hus. Teamet er placeret tæt på redaktionerne, så produktudvikling og journalistiske behov kan mødes i det daglige arbejde.

Om rollen

Som Tech Lead arbejder du tæt sammen med Product Manageren om at planlægge produktets udvikling, vurdere teknisk gennemførlighed og sætte den tekniske retning. Rollen er hands-on med primært backend-fokus, samtidig med at du tager ansvar for teknisk koordinering, opgavedelegering og faglig sparring i teamet.

Du vil blandt andet arbejde med:

  • Hands-on udvikling og drift af backend-services og API’er
  • Teknisk planlægning og fastlæggelse af arkitektur og teknisk retning i tæt samarbejde med Product Manageren
  • Feasibility checks, estimering og nedbrydning af produktbehov til tekniske initiativer og opgaver
  • Delegering og koordinering af opgaver samt løbende opfølgning på tekniske leverancer
  • Teknisk vejledning, sparring og code reviews, der hjælper teamet med at træffe gode og konsistente beslutninger.

Du balancerer fremdrift og pragmatiske løsninger med langsigtet kvalitet, sikkerhed og skalerbarhed. Du sikrer, at tekniske valg understøtter hurtige journalistiske arbejdsgange og ansvarlig brug af AI.

Eksempler på tekniske udfordringer

I rollen vil du arbejde med problemer som:

  • Hvordan omsætter man produktmål og redaktionelle behov til en realistisk teknisk plan og prioriteret roadmap?
  • Hvordan vurderer man gennemførlighed, risici og afhængigheder, før teamet investerer i en løsning?
  • Hvordan etablerer man en arkitektur, der balancerer hurtig levering, kvalitet, sikkerhed og skalerbarhed?
  • Hvordan integrerer man sprogmodeller og andre AI-teknologier, så de accelererer processen uden at gå på kompromis med kvaliteten?
  • Hvordan skaber man klare tekniske rammer og giver teamet vejledning og ejerskab uden at blive en flaskehals?
  • Hvordan sikrer man sammenhæng mellem en backend-tung løsning og en velfungerende frontend-oplevelse?

Din profil

Vi forestiller os, at du:

  • Har solid erfaring med backend-udvikling og med at bygge og drive robuste applikationer i produktion
  • Har stærke programmeringskompetencer i Python og kan fortsat bidrage hands-on i kodebasen
  • Har erfaring med PostgreSQL, datamodellering, databaseoptimering og arkitektoniske beslutninger
  • Har erfaring med API-design, cloud-arkitektur og teknisk planlægning på tværs af et produkt
  • Kan delegere opgaver, gennemføre feasibility checks og give tydelig teknisk vejledning til andre

Det er en klar fordel, hvis du har praktisk erfaring med Kubernetes og CI/CD.
Arbejdet er primært backend-fokuseret, men en solid forståelse af frontend-udvikling – særligt TypeScript og Svelte – er et stort plus.

Hvad vi tilbyder

Hos os får du:

Mulighed for at forme et nyt team og præge den videre udvikling af produktet

Stor teknisk indflydelse på arkitektur, datamodeller, prioritering og udviklingspraksis

Arbejde med AI, nyhedsdata og backend-systemer i produktion

Tæt partnerskab med Product Manageren og samarbejde med journalister, produktkolleger og specialister i AI og software engineering

Kontor i København

Ansøgning

Send din ansøgning og CV via linket nedenfor.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Julian Neeleman, Engineering Manager AI (julian.neeleman@jppol.dk).

Ansøgningsfristen er 13. november 2026.