Chef for Video, Podcast og SoMe: Vil du gøre Ekstra Bladet Først og Farligst?

Først og Farligst.

Det er nøgleordene for Ekstra Bladets nye strategiske retning. Vi skal være danskernes foretrukne digitale nyhedsmedie, hurtigst på de store historier og bedst til at lave journalistiske afsløringer og fortællinger, der vækker opsigt.

Video, lyd og sociale medier bliver fuldstændig afgørende og centrale for vores muligheder for at lykkes med ovenstående – og derfor søger vi en strategisk stærk og erfaren leder, der har lyst til at sætte en ny retning og omsætte den til journalistiske og kommercielle resultater.

I stillingen får du det overordnede ansvar for vores video-, podcast- og SoMe-redaktioner, der tilsammen tæller cirka 25 medarbejdere og ledere. Du skal altså ikke blot lede de enkelte områder, men sætte en fælles strategisk retning og skabe resultater gennem andre.

Du bliver desuden en central del af Ekstra Bladets samlede ledelse og får en vigtig rolle i udviklingen af vores digitale forretning.

Du kommer til at skulle udvikle nye formater, arbejde med at løfte vores videovisninger, nå nye og yngre målgrupper og skabe bedre kommerciel udnyttelse af vores indhold og partnerskaber. Det bliver både på vores egne platforme, men også på TikTok, Snapchat, Instagram og især YouTube.

Vi har ambitionerne, og vi er klar til at investere i at indfri dem. Både i form af journalistiske ressourcer, nye kompetencer og den teknologiske infrastruktur. Du får altså mulighed for at præge, hvordan fremtidens video-, SoMe- og lydredaktion på Ekstra Bladet skal se ud.

Jobbet kræver, at du har både journalistisk næse, kommerciel forståelse og blik for fremtidens video og lyd. Du skal kunne sikre, at vi bliver endnu hurtigere med de store nyheder, bedre til at finde de opsigtsvækkende videoklip, som alle taler om, og endnu mere farlige og ambitiøse med vores egenproduktion.

Du skal altså både have blik for den gode journalistiske historie og den overordnede forretning.

Du behøver ikke selv kunne betjene hvert eneste kamera eller klippe en video på rekordtid. Men du skal vide, hvad der gør indhold interessant, hvad der får brugerne til at blive hængende, og hvordan gode idéer bliver til en sund forretning.

Vi lægger især vægt på, at du:

  • Har strategisk og analytisk overblik og kan omsætte data og brugerindsigter til konkrete resultater.
  • Har kommerciel forståelse og blik for nye muligheder for vækst og indtjening.
  • Har solid erfaring med personaleledelse og kan lede teams igennem udvikling og forandring.
  • Er en empatisk og positiv leder, der har øje for at spotte og udvikle talenter.
  • Har solid digital indsigt og erfaring med at udvikle nye formater.
  • Kender yngre målgruppers medievaner og de eksterne platforme – ikke mindst YouTube.
  • Har en stærk journalistisk baggrund og kan navigere i journalistiske dilemmaer.

Vi leder efter en nysgerrig, modig og troværdig leder, der kan skabe gode rammer, følgeskab og et godt arbejdsmiljø.

Du skal kunne prioritere, træffe beslutninger og skabe fremdrift. Og du skal have lyst til at udvikle både mennesker, journalistik og forretning.

Vi forventer ikke, at du har alle svarene fra dag ét. Men du skal have ambitionerne og evnen til at finde dem.

Vi skal være Først. Vi skal være Farligst. Og vi skal være endnu bedre på video og lyd.

Har du lyst til at stå i spidsen for den udvikling?

Ansættelsesvilkår

Der er tale om en lederstilling på fuld tid, hvor løn og ansættelsesvilkår aftales konkret. Tiltrædelse er så hurtigt som muligt.

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte chefredaktør Simon Bendtsen på 2545 6272 eller på mailen sibe@eb.dk.

Send din ansøgning med cv via ekstrabladet.dk under 'Om Ekstra Bladet' og ’Job hos Ekstra Bladet’ eller på jppol.dk under ’Karriere’ – tryk på stillingen og 'Søg online'.

Ansøgningsfristen er 29. november 2026. Vi glæder os til at høre fra dig.

Ekstra Bladet ønsker at afspejle mangfoldigheden i samfundet og opfordrer alle kvalificerede kandidater til at søge uanset alder, handikap, køn, nationalitet, race, religion eller seksuel orientering. Udnævnelse vil alene være baseret på kvalifikationer.