Governance i JP/Politikens Hus A/S

JP/Politikens Hus A/S sikrer god governance gennem en struktureret og transparent ledelses­proces, der understøtter virksomhedens værdier og publicistiske integritet. Vores governance-struktur skal fremme ansvarlighed, åbenhed og effektiv beslutningstagning. Vores governancee-struktur er blandt andet defineret af ejeraftalen mellem de to publicistiske ejere Jyllands-Postens Fond og Politiken-Fonden, af Anbefalinger for god Selskabsledelse og af Selskabsloven.

Selskabets bestyrelse består af både generalforsamlingsvalgte medlemmer og medarbejdervalgte repræsentanter. Bestyrelsen har det overordnede ansvar for virksomhedens ledelse og strategiske beslutningstagning. Den arbejder sammen med direktionen for at sikre, at virksomhedens lang­sigtede mål opfyldes. En nomineringskomité sikrer, at bestyrelsen til enhver tid har den rette sammensætning af kompetencer og erfaringer for at kunne træffe velinformerede beslutninger i relation til virksomhedens strategi og aktuelle situation.

Direktionen har ansvaret for den daglige ledelse af virksomheden og implementeringen af virksom­hedens strategiske beslutninger. Chefredaktørerne for JP/Politikens Hus’ forskellige udgivelser refererer til direktionen.

Alle vores chefredaktører er fuldt suveræne i spørgsmål om udgivelsernes indhold. De rapporterer ikke til nogen i forhold hertil og arbejder således uafhængigt for at sikre, at vores udgivelser opretholder en høj journa­listisk standard.

Specifikt for titlerne Ekstra Bladet, Jyllands-Posten og Politiken deltager de to ejerfonde i udpegning af chefredaktørerne.

Klare retningslinjer og procedurer skal sikre tydelig rolle- og ansvarsfordeling på alle governance-niveauer og understøtte, at vi fortsat kan levere værdi til vores ejere og samfundet – herunder gennem opretholdelse af vores publicistiske integritet.