Den samlede nordiske forsvarsindustri får fra i dag et nyt erhvervsmedie. NordicDefenceWatch udkommer på engelsk og dækker virksomhederne i Sverige, Norge, Finland og Danmark.
Virksomhederne i den nordiske forsvarsindustri får fra i dag en daglig, dedikeret dækning af deres branche. Watch Medier åbner nu NordicDefenceWatch, der er et nyt, engelsksproget erhvervsmedie, som går tæt på både de store aktører og den voksende underskov af direkte og indirekte underleverandører i både Sverige, Norge, Finland og Danmark.
"Vi har brugt hele sommeren på at bygge en stærk fagredaktion, der fra i dag går tæt på den nordiske forsvarsindustri. Mens mange har holdt ferie, er der blevet indgået et hav af nye store aftaler på forsvarsområdet, der i de kommende år vil skabe nye ordrer, mere innovation og øget omsætning for sektorens mange aktører i de nordiske lande. Så timingen med åbningen af NordicDefenceWatch i dag kan næsten ikke være mere relevant og aktuel," siger Sandra Johansson, redaktør på NordicDefenceWatch.
NordicDefenceWatch dækker hele det nordiske forsvarsøkosystem fra de store systemleverandører til den voksende underskov af specialister, defence tech-aktører og dual-use-virksomheder, der leverer komponenter og teknologi til forsvarssektoren. Mediet skriver om kontrakter, kapacitetsopbygning, strategiske valg, opkøb, regulering, ledelse, karriere og meget mere.
Med to daglige nyhedsbreve og et løbende flow af indbliks- og overblikshistorier leverer NordicDefenceWatch kritisk, uafhængig og fair erhvervsjournalistik til beslutningstagere i industrien, hos myndigheder, i investormiljøet og blandt internationale aktører, der har brug for at forstå Norden som et af Europas vigtigste forsvarsindustrielle vækstområder.
"Forsvar har i årtier primært været et politisk stofområde. Sådan er det ikke længere. Når de europæiske lande på få år mangedobler deres forsvarsbudgetter, bliver forsvarsindustrien samtidig et af Nordens største erhvervsområder med ordrer, kapital, opkøb og rekruttering, der skal dækkes lige så grundigt som for eksempel finanssektoren eller energibranchen. Det er dét, vi begynder på i dag," siger Rasmus Emborg, ansvarshavende chefredaktør på Watch Medier.
NordicDefenceWatch har base i Stockholm med korrespondenter på Watch Mediers hovedredaktioner i København og Oslo samt i Helsinki i Finland.
Watch Medier er en del af JP/Politiken Business Media og udgiver med NordicDefenceWatch i alt 35 erhvervsmedier i Danmark, Norge, Sverige og Tyskland. Selskabet indgik sidste år et strategisk partnerskab med Schibsted, som ejer 20 procent af Watch Mediers aktiviteter i Norge og Sverige. NordicDefenceWatch er en del af dette samarbejde.