Fotograf: Philip Høpner

Signe Skarequist i spidsen for ny tværgående forretningsudviklingsenhed

Som et led i koncernens nye strategi etablerer JP/Politikens Hus nu en tværgående forretningsudviklingsenhed for at styrke koncernens markedspositioner og for at sikre, at fælles markedsindsigter og muligheder i højere grad understøtter de enkelte medier og kommer dem til gavn.

Signe Skarequist, der de seneste tre år har været kommerciel direktør på Ekstra Bladet, kommer til at stå i spidsen for opbygningen af enheden som direktør for forretningsudvikling.

Vi skal blive endnu bedre til at understøtte vores medier med fælles markedsindsigter og kompetencer. Der er åbenlyse muligheder på flere områder, f.eks. bundling af vores produkter, hvor vi har eksperimenteret i det små. Der er ligeledes potentiale i at udnytte vores kommercielle indsigter på tværs og udforske markedsmulighederne i fællesskab. Signe Skarequist har de ideelle kompetencer til at forløse potentialet i samarbejde med medierne. Hun har i mere end 17 år bestredet forskellige poster i koncernen og senest sat markant aftryk som Ekstra Bladets kommercielle direktør,” siger Dorthe Bjerregaard-Knudsen, COO i JP/Politikens Hus.

Efter at have spillet en nøglerolle i Ekstra Bladets udvikling de seneste år glæder Signe Skarequist sig til at bringe de erfaringer med sig ind i sit nye virke.

Vi er de seneste år lykkedes med at udvide Ekstra Bladets forretning, og i min optik er der et væld af udviklingsmuligheder for koncernens medier. Selvom det bliver vemodigt at skulle forlade pladsen som kommerciel direktør på Ekstra Bladet, så glæder jeg mig helt enormt til at tage ansvar for det nye tværgående område,” siger Signe Skarequist.

Signe Skarequist fratræder som kommerciel direktør på Ekstra Bladet, når der er en afløser på plads på Ekstra Bladet.