Mikael Yvesand tildeles Sveriges Radios romanpris 2026 for Våran pojke

JP/Politikens Forlag er stolte af, at Mikael Yvesand er blevet tildelt Sveriges Radios romanpris 2026 for sin roman Våran pojke.

Romanen udkom i 2025 på Polaris, der er JP/Politikens Forlags svenske forlag. Våran pojke blev meget vel modtaget i Sverige og blev i efteråret nomineret til Augustprisen.

Våran pojke (Vores dreng) pendler, ligesom succésdebuten Häng City, mellem det komisk absurde og det håbløst sørgelige. Hovedpersonerne forsøger at etablere menneskelige mønstre imellem sig for at overvinde ensomheden, men det er mønstre, som samtidig kun gør dem mere fremmede for hinanden.

Sveriges Radios Romanpris blev indstiftet i 1993 og uddeles hvert år til "en fremtrædende svensk roman fra det forgangne års produktion". Prisen er på 30.000 kroner. Det unikke ved prisen er, at det er en læserpris, hvor en jury bestående af radiolyttere bestemmer, hvilken af de nominerede romaner der skal belønnes. Nomineringslisten til Romanprisen sammensættes af kulturredaktionens litteraturkritikere.

Øvrige nominerede var Döda trakten/Kvinnor i revolt af Monika Fagerholm, 17 juni af Alex Schulman og Förlorad mark af Frans Wachtmeister.