Oktober er noget med kastanjer. Og noget med bøger.
Og måske, forhåbentligt meget mere noget med bøger end kastanjer. Men måske, forhåbentligt er der plads til begge dele i lommerne.
Boghallen har i alle fald lommerne fulde af samtaler på vores trappe. Og hvilken skøn samling af forfattere og debattører I skal møde. Der er de debuterende romanforfattere, Thomas Bach med hans Bunker og Deniz Kiy med hans Blokkene. Der er de gamle i gårde, men hvilke gamle i gårde! Intet mindre end Tomas Espedal med hans novellesamling Mens det endnu er for sent og sørme også Tine Høeg med hendes Ultramarin. Der skal dykkes ned i forfatterskaber, når Neal Ashley Conrad med 365 opslag i Kærligheden er en dråbe i havet optegner Søren Ulrik Thomsens forfatterskab. Ligeledes leder Madame Nielsen og Jørgen Herman Monrad, connaisseurs par excellence os gennem Friederike Mayröckers bøger og liv.
Og der skal debatteres og tages i nærmere øjesyn. Ane Cortzen ser med Lille Ane siger farvel sig selv og kvinderne fra generation X i øjnene. Den danske kultforfatter Shekufe Heiberg sætter sig ned med forlægger Karsten Meyhoff til en samtale om science fiction som værende den nye realisme. Dette sker på baggrund af deres respektive bøger, Shekufes måneekspeditionsroman, Støv & spind samt forlaget A Mock Books sci-fi-manifest, Science fiction er den nye realisme.
Og så er der jo debatterne for de morgenfriske! Politikens Åben Onsdag og professor i folkeret, Astrid Kjeldgaard-Pedersen debatterer, om Israels krig i Gaza er et folkedrab på den palæstinensiske befolkning. Eller om det er misbrug af ordet og undergravende for folkeretten at bruge den slags begreber, hvis det ikke er bevist. Og fra en yderlighed til anden: Finans Live stiller med Bundlinjen skarpt på meninger, mennesker og magt i toppen af det danske erhvervsliv.
Og hvis det ikke var spænding nok, så kommer Iben Albinus og fortæller om sin seneste roman, der er inspireret af virkelige hændelser i Forsvarets Efterretningstjeneste. Hændelser 'der overgik min vildeste fantasi og rystede mig dybt', siger Iben Albinus. Vi afslører ikke mere, men lur mig om ikke Iben Albinus gør det.
Og! Og! Og! Som noget ganske nyt lægger vi nu også trappe til Poptillæggets bogklub, der manifesterer sig i den virkelige verden! Så bliv siddende eller kom og være med, når de overtager den varme trappe efter Deniz Kiy og hans samtale med Kamilla Löfström, for at tale om deres læsning af netop Kiys Blokkene.
Vi glæder os til at se jer alle! Så kom! Og tag gerne en ven eller to med under armen. For der er kun endnu flere interessante og skønne bøger at komme efter, at tale om og inspirere hinanden til og med siden sidst. Det stopper aldrig, og hurra for det!
Bøgerne kan jo altid købes i Boghallen før og efter trapperne, ja, sågar under trapperne, hvis blot man kan løsrive sig og handle tyst. Der kan også nydes kaffe, kage og andet godt til krop og sjæl fra vores skønne café, Bookmark Coffee. Også dette før, efter og undervejs trapperne.
På snarligt og glædeligt gensyn i Boghallen, både med og uden kastanjer i lommerne.