Med legendariske Johnny Madsen og hans hit "Udenfor sæsonen" in mente må vi allerede bare overgive os og sige "Det er sommer". Og selvom juni egentligt er udenfor Trappens vanlige sæson, kunne vi ikke dy os for lige at tilbyde jer det sidste litterære crème de la crème, førend sommerferierne trækker os ud og bort.
Koreanske litterære superstjerne indenfor K-healing-genren, Kim Ho-Yeon gæster simpelthen vores trappe! Han vil sammen med sin oversætter og ligeledes ekspert i Korea, Sofie Theilade Nyland Brodersen tale om den kære fru Yeom og hele hans forfatterskab. De skal ligeledes forsøge at gøre os klogere på healing-genren og den deriboende værdi og nødvendighed af omsorg og medmenneskelighed. Samtalen vil foregå på koreansk og bliver løbende oversat til dansk af Sofie Theilade Nyland Brodersen.
Fra en international stjerne til en national en af slagsen! Jesper Stein bliver sat i stævne af Politikens debatredaktør og journalist Lotte Folke Kaarsholm til en samtale om hans nye bog Terræn. Forvent jer en samtale om klodens sammenbrud, klimaangst og patriarkatets usynlige magt. Om magtesløshed og misundelse. Om at være menneske i denne verden.
Og apropos det at være menneske! Forhallen og Art Matter Festival bringer kunstner Davide Hjort Di Fabio, forsker Tine Friis og forfatter Ida Marie Hede sammen på vores trappe for at tale om stamceller. Og om hvordan kan kunst og litteratur være med til at nuancere stamcelledebatten. Stamcelleforskning har længe vakt stærke følelser og forestillinger. Det er et felt præget af håb, kontroverser og intens medieopmærksomhed, hvor videnskab, etik, religion og kommercielle interesser krydser hinanden. Samtidig nærer nye stamcelleteknologier sci-fi-lignende visioner om skræddersyede organer og udfordrer grænserne mellem det “naturlige” og det “kunstige”. Kan kunsten og litteraturen skabe nye sprog og billeder for stamcellernes verden? Samtalen modereres af kulturjournalist Anne Thora Lykkegaard. Samtalen er en del af dobbeltudstillingen Liquid Bodies, der vises på tværs af Medicinsk Museion og Politikens Forhal.
Med andre ord er der virkeligt noget for enhver smag og ethvert interessefelt med de ekstraordinære juni-trapper!
Der kan nydes (is)kaffe, læskende lemonade og skønt bagværk fra vores gode venner i kaffebaren, Bookmark. Og om vi har bøger til studentergaven, midsommerfesten, sommerferien? Vi har til det hele og er som altid klar til at foreslå en, to eller syv bøger, hvis I har brug for inspiration! Traditionen tro er butikken spækket med et mageløst udsalg af klassikere på dansk. Og for det ikke skal være løgn er der ligeledes de skarpeste sommertilbud på nøje udvalgte forfattere fra Politikens Forlag. Emma Holten, Nikolaj Kirk og Guiliano da Empoli er blandt de udvalgte...
Vi ses i sommervarmen - og sikkert også under sommerbygerne!