Morgenmonitor: Kan scenekunsten i virkeligheden mere, end vi gearer den til?

DEBAT — boghallen
19. Nov 2026 Time: 08:30 - 09:20

På tærsklen til sin længe ventede reform står en hel scenekunstbranche og tripper, alt imens der i krogene hviskes om forhold, der måske har noget på sig: Betyder diverse (over)ambitiøse rammeaftaler, at der produceres for meget teater i Danmark? Og vil det i virkeligheden gavne branchen at sadle om og ... geare ned?

Morgenmonitor spørger denne morgen, om flere genopsætninger, turnéer og samarbejder kan give mere robuste organisationer, sundere økonomi og bedre kunst.

Til at vende og dreje spørgsmålet har vi indkaldt Betty Nansen Teatrets mangeårige direktør Eva Præstiin, der for nylig blev præsenteret som Dansehallernes nye direktør, og som tidligere har gentænkt branchens vanlige arbejdsgange i det eksperimentelle udviklingsprogram Betty Udvikler.

Også Dansk Scenekunst-direktør Peter Mark Lundberg og Sophie Stougaard Villsen, der er producent og administrativ chef hos Baggårdteatret er at finde i panelet, der modereres af Kulturmonitors redaktør, Rasmus Faber Lundberg, samt direktør i Seismonaut Line Bjerregaard Jessen.

»Med en reform i horisonten virker det oplagt at diskutere, hvor begrænsningerne og mulighederne for at skabe fremtidens bæredygtige teaterorganisationer ligger. Scenekunsten efterlyser bedre rammer for at lykkes, og det forstår man jo godt,« udtaler Line Bjerregaard Jessen.

Rasmus Faber Lundberg supplerer: »Bæredygtighed er et komplekst begreb, og man skal være naiv for at tro, at scenekunstreformen – hvad end den så ender med at indeholde – kan stå alene. Diskussionen om scenekunstens strukturelle benspænd og nye muligheder, der måske er tættere på, end vi tror, er relevant som nogensinde før.«

Der er som altid friskbrygget kaffe på kanderne og plads til at ytre sin mening!