”Kæmp kun for dig selv!” har efter utallige års kamp bragt Lasse dette: et job som psykolog, et langvarigt forhold til Emil, en ejerlejlighed i et roligt kvarter, et liv i den øvre middelklasse. Og for første gang nogensinde tryghed.
Men Lasses begær er formet af en opvækst med mandemænd og mobning. Og den omsorg og rummelighed, som er Emils naturlige kærlighedssprog, tænder ham ikke just. Hvad gør de så?
Oplev Glenn Bech og Rebekka Bundgaard, kulturredaktør for Atlas Magasin, i en samtale om rådvildhed, kærlighed, begær og klassejetlag, i form af hans spritnye roman Jeg er ikke færdig med dig.
Denne samtale er en del af årets Golden Days-festival, hvor temaet er kærlighed.
Glenn Bech (han/ham) debuterede som forfatter i 2021 med Farskibet, indbringende ham Albert Dams Mindelegat 2021, Blixenprisen 2022 samt debutantprisen Munch-Christensens Kulturlegat. Han har siden hen udgivet Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet (2022) samt Ønsketænkning (2023).
Rebekka Bundgaard (hun/hende) er journalist og kulturredaktør på ATLAS Magasin.