Caspar Eric: Crip

LITTERATUR — boghallen
30. Sep 2025 Time: 16:30 - 17:15

Crip (fra engelsk: cripple, krøbling) er Caspar Erics nye og måske vredeste digtsamling.

Det er en bog om, hvad det vil sige at være handicappet i dagens Danmark. Om hvorfor det er nemmere for os at snakke om aktiv dødshjælp end livshjælp. Og om hvorfor mødre igen og igen må råbe op, uden at nogen svarer.

Samtidigt er det også digte, der forsøger at finde nye håb, nye begær og nye veje ind og ud af de anderledes kroppe.

I et forsøg på at finde en måde at fortælle sin historie på, så nogen vil lytte, cripwalker og criptalker stemmen sig hele vejen fra Fitness World til T4-mindesmærket i Berlin. Alt sammen for at finde ud af, hvem der faktisk er de handicappede i dag. For fremtiden er på vej. Og fremtiden er crip.

Oplev Caspar Eric i samtale med forfatterfælle Emil Falster om måske det vredeste og måske det mest håbefulde.

 

Caspar Eric (han/ham) har siden sin forfatterdebut 7/11 (2014) udgivet den ene lovpriste og prisbelønnede digtsamling efter den anden. I 2024 modtog Caspar Eric endvidere den ærefulde og store norske litteraturpris Bjørnsonprisen takket være sit "poetiske forfatterskab og stærke engagement i at bringe vigtige emner ind i den store, fælles samtale".

Emil Falster (han/ham) debuterede skønlitterært i år med digtsamlingen Vordingbronx til store anmelderroser. Han udgav i 2024 fagbogen Ableisme - Magt, menneskesyn og myten om den normale krop.