forhallen
30. May 2019
— 1. Jun 2019
Farshad Farzankia på Heartland
Der er noget helt umiddelbart tiltrækkende ved farverne og motiverne i den iranske kunstner Farshad Farzankias værker. Farzankia arbejder hovedsagligt med maleri, men på forskellige medier; lærred, bemalede kasser, tekstil og træfugle – som alle står i sin reneste form og taler til beskueren. Med stærke farver som pink, gul og rød og med afsæt i forskellige kulturer skaber han sine værker med referencer til maleritraditioner fra de store klassikere som Matisse og Picasso.
Heartland og Politikens Forhal er gået sammen med Farshad Farzankia om at skabe installationen og en soloudstilling i Politikens Forhal på Rådhuspladsen i København. Udstillinger åbner d. 14. juni, blot et par uger efter festivalen som finder sted i perioden 30. maj - 1. juni.
Til Heartland vil Farzankia skabe sin største stedsspecifikke installation til dato, som enhver gæst vil komme til at opleve. Værket udgør nemlig Heartlands hovedindgang og vil udgøre det første farverige møde med festivalen samt sætte det sidste aftryk inden gæsterne igen forlader Heartland.