”Der er ikke mere, vi kan gøre.” Dén ultimative besked fra lægen har både politikeren Ritt Bjerregaard og lægen Charlotte Bøving stået overfor.
Og hvad så? Hvad skal man nå? Hvad skal man prioritere? Hvad skal man sige til sine nære og kære?
Og ligeledes den anden vej: Hvad skal man som pårørende sige til sine nære og kære, når livet pludselig har en meget konkret udløbsdato? Er der overhovedet noget at sige?
Absolut ja, siger forfatteren Stine Buje. Der er masser at sige, og især er der masser at tale om. Og det er vigtigt, at vi gør det. Det erfarede Stine Buje selv, da hendes mor blev syg af kræft uden udsigter til at blive rask. Stine besluttede sig for at tale så meget med sin mor, som hun overhovedet kunne, i den tid, der var tilbage.
Denne aften i Pressen skal det handle om netop det: hvordan vi taler med hinanden – både raske og syge – om sygdom og død og den tid vi har på jorden. Og om hvor vigtigt det er, at vi får brudt med det tabu og den modstand vi har, når det gælder at tale om de svære ting i livet generelt – og sygdom og død specifikt. Ét er, at det gør det nemmere for de, der må leve med diagnoser og sorg helt tæt inde på livet. Noget andet er, at der er værdifulde indsigter at hente, når vi tør tale om det, der er svært, og om hvad det gør ved os selv og hinanden. Fx kan vi få helt ny inspiration til hvordan vi kan leve og prioritere vores liv, så vi ikke først ved livets afslutning opdager, at vi kunne have brugt vores tid bedre.