forhallen
28. Jan 2021
— 3. Apr 2021
Med udstillingen ’Følge natten hjem’ til Politikens Forhal bringer Asger Harbou Gjerdevik ikke alene sig selv helt ind i værkerne. Han bevæger sig også legende ind og ud af historien og sin egen hverdag og samtid. Han plukker tegn og symboler fra forskellige historiske perioder og dagligdagssituationer til sine kompositioner og skaber på den måde et utal af nye fortællinger, der synes indlejret i værkerne.
I udstillingen møder vi en serie værker, som ikke alene gør op med udstillingsrummets klare orden. Værkerne vækker også vores sanser og udfordrer vores syn på, hvad kunst er og kan være. Rundtom på gulvet og på små podier af hvidmalede papkasser, står en gruppe skulpturelle formationer skabt i det bløde og meget anvendte metal Zink. Skulpturerne, som har en hverdagslig og let flygtig karakter, er som taget direkte ud af de store oliemalerier, som danner en slags scene eller bagtæppe for skulpturernes liv og tilstedeværelse i rummet.
Skulpturerne og malerierne og alt det indimellem taler samme sprog. Og alt er skabt med samme levende lethed, store sanselighed og en furiøs drivkraft. Og med tydelige aftryk fra den kunstneriske proces og kunstnerens hånd, som minder os om vores egen tilværelse og kunstens evne til at spejle dét at være menneske.
CV
Asger Harbou Gjerdevik (f. 1986) i København. Han er uddannet i 2015 fra Central Saint Martins College of Art and Design med en BA i Fine Art og i 2017 fra Royal College of Art i London med en MFA i maleri. Han bor og arbejder i Berlin og København.