Tysktalende strategi-analytiker

Kan du lave dybdegående research af markeder og konkurrenter? Spotte åbninger i markedet og overvåge tendenser? Så er det dig, vi leder efter. Watch Medier søger en strategi-analytiker til research og udvikling på Danmarks største erhvervsredaktion.

Watch Medier er en succesfuld international medievirksomhed i hastig vækst. Derfor søger vi en tysktalende strategi-analytiker, der skal spille en central rolle i at indfri vores ambition om at skabe Nordeuropas vigtigste virksomhedsjournalistik. 

Som strategi-analytiker bliver du ansvarlig vores research i tysksprogede lande. Du bliver vores desk research-ekspert, og dine input og analyser bliver afgørende for vores strategiudvikling og vores internationale satsninger.
Med din indsigt i forretningsudvikling vil du assistere vores tyske datterselskaber i kommercielle projekter og være ansvarlig for at identificere markedsføringsmuligheder. Du vil selvstændigt forhandle nye aftaler, på sigt drive interne udviklingsprojekter og deltage i internationale indkøbs- og markedsføringsaktiviteter.

Watch Medier er ejet af JP/Politikens Hus. På ti år er vi vokset fra tre til mere end 170 medarbejdere, og vi forventer at blive mange flere. Du kommer med andre ord ombord på et spændende tidspunkt. Du vil indgå i et team uden fine fornemmelser, der arbejder tæt sammen med resten af lederteamet i Watch Medier og JP/Politikens Erhvervsmedier i vores fælles lokaler på Rådhuspladsen i København.

Watch Medier er en unik arbejdsplads. Vores kultur er uformel og inkluderende, og vi sætter trivsel og diversitet højt på vores dagsorden. Vi gør os umage hver dag, og det er vores ambition, at Watch Medier skal kunne måle sig med de absolut bedste arbejdspladser i verden.

Hvem er du?

Din baggrund er cand.merc., ingeniør, cand.polit., cand.scient.pol. eller tilsvarende. Du kan komme direkte fra studiet, eller du har nogle års relevant joberfaring inden for research, analyse og strategi. Du besidder stærke tysk- og danskegenskaber i skrift og tale, og du er vild med datadrevet analyse.

Hvad får du?

  • Mulighed for at indfri dine ambitioner om at skabe nye forretningsområder og være en del af en international mediesucces
  • Mulighed for at arbejde med strategi og forretningsudvikling i en virksomhed med store ambitioner og korte beslutningsprocesser
  • Rollen som vores go-to-person for tysk markedsviden
  • Et alsidigt job, hvor du former din egen hverdag og retning for udvikling

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Head of Strategy & Growth, Jonathan Walsøe på +45 3330 8314.

Ansøgningen:

Send dit cv og en kort motiveret ansøgning hurtigst muligt og senest den 14. februar 2022. Du er velkommen til at sende CV og ansøgning på tysk, engelsk eller dansk. Samtaler afholdes løbende. Vi glæder os til at høre fra dig.

Det får du også:

  • En social arbejdsplads med hygge i fredagsbaren
  • Et køkken i verdensklasse, hvor kaffen kan justeres efter din smag
  • Skrivebord i nye lækre lokaler med udsigt over Rådhuspladsen i København
  • Fokus på fysisk og mental sundhed – med egen erhvervspsykolog
  • Ambitioner, der de fleste dage kan udleves i arbejdstiden.