Specialesamarbejde - Ekstra Bladet

Studerende i chok: VILD speciale-mulighed

Rygtet spreder sig. LinkedIn koger. Nogle er begejstrede mens andre stadig er i chok. Men den er god nok. Ekstra Bladet udbyder nu en specialeplads til en dygtig studerende (eller et par), som vil skrive speciale i forårssemesteret 2023 med fokus på data fra eb.dk.

Ekstra Bladet er Danmarks største nyhedsside, og vi leder efter en dygtig studerende (eller et par), som vil indgå i et speciale-samarbejde med os i forårssemesteret 2023. Ekstra Bladet indsamler og ejer selv alt vores data fra eb.dk, og vi vil helst slippe for at alle tech-giganterne har snablen nede det. Men hvis du er studerende, hvis du skal skrive speciale og hvis du interesserer dig for hvad der sker på Danmarks største nyhedsside, så vil vi gerne stille noget data til rådighed for dig. Som en del af speciale-samarbejdet tilbyder vi en arbejdsstation i vores lokaler på Rådhuspladsen, sparring om data og analyse – og sågar en månedlig erkendtlighed på 3000 kroner.

Om os: Ekstra Bladet er Danmarks største nyhedsside, og vi indsamler og ejer selv alt vores data. Dermed har vi en sand guldgrube af data om hvad der bliver vist på eb.dk. Læsernes adfærd på bliver tracket i en række forskellige typer af ’events’, dvs. handlinger, som læserne foretager sig på siden. Eksempelvis tracker vi hver forsidevisning og artikelvisning (over 500 millioner om måneden), ligesom vi også har data om videovisninger, artikeltekster, annoncevisninger, salg, cookies, indloggede brugere og kunder. De data bruger vi til at informere journalisterne og forbedre læsernes oplevelse på eb.dk. Til at udvikle og vedligeholde hjemmesiden er vi et team på omtrent 25 analytikere, datakvalitets-analytikere, Cloud Engineers, Data Scientists og Udviklere. For eksempel bruger vi data til at:

  • Evaluere nye initiativer på hjemmesiden for at se om det giver værdi til læserne (A/B-test og regressionsanalyse)
  • Informere journalister, redaktører og ledere om hvordan vores artikler og videoer performer, hvad der bliver læst hvornår samt at finde mønstre i hvad der sælger og hvad der skal til for at fastholde vores kunder (BI, forretningsanalyse og adfærdsanalyse)
  • Anvende kunstig intelligens til at kategorisere hvad vores artikler handler om, og bruge det til at anbefale lignende artikler til læserne (Recommenders, Natural Language Processing og Text Analytics).

Om dig: Vi forestiller os at du skal til at færdiggøre en videregående uddannelse, fx Data Science, Informationsteknologi, Økonomi eller Sociologi, og har lært lidt om hvordan man håndterer og analyserer store mængder data. Du vil skrive speciale med fokus på analyse af Ekstra Bladets data, enten alene eller i par med én anden. Hvad det skal handle om og hvordan du analyserer data, det er helt op til dig – og vi er meget nysgerrige på din idé.

Praktisk: Hvis du kan se dig selv i det ovenstående, så skriv en kort beskrivelse af dig selv (max en halv side pr person) og af din idé (også max en halv side). Send det til os senest 30. oktober, og meget gerne tidligere. Hvis din profil er spændende og din idé er god, så inviterer vi dig til en kort samtale, og du får endelig afklaring om vi kan indgå et samarbejde i midten af november. Samarbejdet kører hele forårssemesteret 2023, det afsluttes ved at vi får lov til at læse dit speciale og du holder et oplæg for de nysgerrige kollegaer på Ekstra Bladet.

Klik på 'søg online' for at sende din ansøgning.

Hvis du har spørgsmål er du velkommen til at ringe til Lars Dyrby Andersen, Dataanalytiker på Ekstra Bladet, på telefon 3115 8783.