SoMe-manager til Jyllands-Posten

Er du kreativ? Er du fortrolig med den gode digitale dialog? Og har du fuldstændigt styr på de greb, der skal til, for at en historie får den maksimale gennemslagskraft på det enkelte sociale medie?

Vi søger en SoMe-manager, der brænder for at puste digitalt liv i al den gode journalistik, der løbende bliver produceret, så borgerne får både overblik over de vigtigste nyheder og indblik i menneskefortællinger, der er store læseoplevelser. 

Som SoMe-manager bliver det din fornemste opgave at sørge for, at der er et konstant flow af de rigtige historier til især Facebook og Instagram præsenteret på en måde, som giver læserne lyst til at vide mere, og som understøtter vores forskellige formål med at være på sociale medier: salg, fastholdelse, trafik, kundeservice, debat, branding osv. 

Du vil komme til at arbejde tæt sammen med især journalister, fotografer og grafikere, men også med kolleger, der arbejder med kundeservice, markedsføring og digital udvikling. Du vil med andre ord få berøringsflade med mange og meget forskellige kolleger, og det er derfor vigtigt, at det falder dig naturligt at række ud, ”networke” og tale med mange forskellige personer og faggrupper. 

Du er måske nyligt uddannet inden for f.eks. medier og marketing, eller du har et par års erfaring med at arbejde professionelt med sociale medier, primært Facebook og Instagram.

Det er en fordel, hvis du allerede er dus med Facebook Business Manager, Ads Manager og Kreatørstudie, men det vigtigste er, at du har naturligt flair for den rette vinkling og iscenesættelse af indholdet. 

Hvem er vi?

Hos Jyllands-Posten er vi ambitiøse og vil hele tiden forbedre både det, vi laver – og vores resultater. Det tror vi på, at vi bedst opnår i et godt og behageligt arbejdsklima, hvor de forskellige faggrupper hjælper hinanden og har det sjovt. Derfor skal du være indbegrebet af en god holdspiller og gå foran med godt humør og et højt drive. 

Vi forventer, at du:

  • kan skrive til forskellige målgrupper og holde en tone of voice
  • har en bred samfundsmæssig viden og interesserer dig for nyhedsdagsordenen
  • følger med i nye digitale tendenser og kan lide at eksperimentere med dem.
  • kan bearbejde video og grafik i bl.a. Photoshop, Premiere Pro og Illustrator
  • kan monitorere samt analysere statistiske data og vejlede på baggrund af disse
  • nyder at inddrage brugerne og være i dialog med dem
  • er idérig, kreativ og evner at føre idéerne ud i livet
  • er god til dansk retstavning
  • trives i et miljø, hvor tingene ofte går rigtig hurtigt, og der er gang i flere ting på én gang.

Du synes, det lyder interessant at være med til:

  • at styrke JP’s brand blandt nye målgrupper
  • at komme bredere ud med vores indhold – f.eks. på Instagram og JP Aarhus’ Facebook-profil
  • at være med til at skaffe flere abonnenter via Facebook – og fastholde de eksisterende
  • at skaffe sidevisninger via Facebook
  • at undervise/hjælpe kolleger på redaktionen med at bruge værktøjer som Tweetdeck og Crowdtangle
  • at arbejde i et krydsfelt mellem redaktionen og marketingsafdelingen. 

Det får du:

  • ansvar for vores sociale medier i samarbejde med en dedikeret kollega
  • fuldtid med 37 timer om ugen, og du får både morgen- og aftenvagter – nyhederne holder ikke fri
  • mulighed for efteruddannelse
  • forskellige spændende arbejdsopgaver i samspil med gode kolleger
  • daglig arbejdsplads i et topmoderne mediehus på havnen i Aarhus
  • et socialt fællesskab, hvor der løbende afholdes arrangementer og fester (når corona tillader det igen).

Vi ønsker stillingen besat til 15. august 2021. Der er ansøgningsfrist 21 juni. Vi indkalder løbende til samtale. 

Hvis du kan se dig selv i stillingen, så gå til jppol.dk under menupunktet ’karriere’. Tryk på ’stillingen’ og ’søg online’, udfyld skemaet og vedhæft din ansøgning og CV, samt gerne en række eksempler på opslag på f.eks. Facebook eller Instagram, som du tidligere har lavet.

Har du nogen spørgsmål, så kan du henvende dig til digital redaktør Karina Oddershede Dahlgaard på koda@jp.dk eller på tlf. 2019 4064, hvis du ønsker at vide mere om jobbet.