Redaktør for betalt indhold

Ekstra Bladet leder lige nu efter en redaktør for betalt indhold, som er dygtig til at udtænke nye indholdskoncepter på skrift, lyd og video til Ekstra Bladets digitale betalingsunivers. Med blik for produktets helhed skal du være med til at sikre, at Danmarks største netavis også har Danmarks stærkeste brugerbetalte journalistiske indholdsunivers.

Om Ekstra Bladet
Ekstra Bladet er Danmarks største kommercielle nyhedsmedie og er på daglig basis i kontakt med omkring 1 mio. danskere. Hos Ekstra Bladet arbejdes der ud fra målsætningen om at være den førende mediespiller i Danmark i skabelsen af nyheds- og underholdningsværdi. Højeste prioritet er at være først med aktuelle nyheder samt være tæt på det, der optager danskerne inden for nyheder, sport og underholdning. Ekstra Bladet arbejder fokuseret på at levere nyheder alle døgnets timer ud fra filosofien om at turde undre sig og spørge, når ingen andre tør. Blandt de danske nyhedsmedier er Ekstra Bladet absolut frontløber i den digitale udvikling. De stræber fortsat efter at være på forkant med de nyeste digitale fortællinger og produktioner på alle platforme.

Stillingen
Som redaktør for betalt indhold skal du være i stand til at få originale idéer og omsætte dem til stærke indholdskoncepter på skrift, lyd eller video med et veludviklet instinkt for den samlede betalte produktoplevelse på tværs af Ekstra Bladet+ og printavisen.

I denne stilling vil du spille en essentiel rolle i at udtænke og udvikle nyt indhold til Ekstra Bladet+. Dette med henblik på indhold, der kan udbrede produktet til endnu flere danskere, og som samtidig binder produktet bedre sammen. Du får lov til at operere indenfor alt fra podcasts, til underholdende reality-tv eller noget helt tredje indenfor Ekstra Bladets styrkepositioner som sport, underholdning og kriminalstof såvel som indenfor helt nye genrer.

Den nye redaktør for betalt indhold vil komme til at have en nøglerolle i Ekstra Bladets ambition om at skabe Danmarks stærkeste brugerbetalte journalistiske indholdsunivers. Derfor søger vi efter en kandidat, som sammen med Ekstra Bladets øvrige redaktion og udviklingsafdeling evner at nytænke indhold såvel som brugeroplevelse.

I rollen vil du blive redaktør for et stærkt hold. Resultaterne skaber du i tæt samarbejde med dette team såvel som Ekstra Bladets fagredaktioner, deres lyd- og videoredaktion, ligesom du får mulighed for at bringe eksterne ressourcer i spil til større satsninger.

Din profil
Som person er du passioneret omkring dit arbejde og kommer med et højt drive. Ekstra Bladet søger dertil en kandidat som er kreativt tænkende med ideer til overflod, således at du hele tiden er klar til at søsætte nye redaktionelle projekter. Det forventes, at du er energisk med en stor faglighed og en kreativ sult. Dertil besidder du et positivt sind med ambitioner om at bidrage til det sociale og være med til at skabe en god og sjov arbejdsplads. Du holder dig ikke tilbage med at udtrykke din mening, står fast på dine beslutninger og gå forrest.

Du besidder en stærk kommerciel forståelse og har en analytisk og struktureret tilgang, og du er velbevandret indenfor B2C-diciplinen, hvor erfaring med opbygning og fastholdelse af abonnenter til abonnements-tjenester er en fordel. Ideelt set besidder du empatiske samarbejdsevner og kan sætte et solidt og effektivt samarbejde på dagsordenen. Du har en god forståelse for forskellige målgrupper og evner at tilpasse de kreative indslag til brugernes behov. Samtidig evner du at kommunikere på både dansk og engelsk - skriftligt såvel som mundtligt.

Samtaler afholdes løbende. Ekstra Bladet kører denne rekruttering igennem Marcher Markholt. Hvis du er interesseret i at komme i betragtning til stillingen, kan du kontakte Jesper Christiansen på mail: jesper@marchermarkholt.com eller på telefon: +45 20 20 37 36. Du kan også sende din ansøgning med cv via ekstrabladet.dk under 'Om Ekstra Bladet' og ’Job hos Ekstra Bladet’ eller på jppol.dk under ’Karriere’ – tryk på stillingen og 'Søg online'. 

Ekstra Bladet ønsker at afspejle mangfoldigheden i samfundet og opfordrer alle kvalificerede kandidater til at søge uanset alder, handicap, køn, nationalitet, race, religion eller seksuel orientering. Udnævnelse vil alene være baseret på kvalifikationer.

…….

Ekstra Bladet er Danmarks stærkeste digitale nyhedsmedie. Hver dag er vi i kontakt med tæt på en million brugere, der følger breaking news i Danmark og verden. De læser og ser video om kriminalstof, underholdning og sport og besøger ekstrabladet.dk tæt på 100 mio. gange om måneden     – det forpligter. Kommercielt sætter Ekstra Bladet standarden med bl.a. dataplatformen Relevance og Platform Intelligence in News, der udvikler ansvarlig AI- og machine-learning til fremtidens nyhedsmedie. Og redaktionelt prioriterer vi både de hurtige nyheder samt større graverprojekter – som bl.a. i 2022 har bidraget til Cavlingprisen. Vi er 300 dedikerede medarbejdere, der arbejder målrettet på at levere relevant indhold til danskerne     – døgnet rundt. Vores arbejdsplads er centralt placeret på Rådhuspladsen i København, og alle har del i attraktive personaleforhold, ligesom der er stor mulighed for både personlig- og faglig udvikling på en arbejdsplads med mange funktioner og afdelinger.