Nyhedschef til Jyllands-Posten

Jyllands-Posten befinder sig i en dynamisk, digital
omstillingsproces med kvalitetsjournalistik som omdrejningspunkt, og i den
forbindelse ønsker vi en af de vigtigste pladser i newsroom besat: jobbet som
nyhedschef omgivet af nogle af landets dygtigste kolleger.

Måske er DU den rette person til det attraktive job som
nyhedschef. Forudsætningen er en veludviklet forståelse for digital
nyhedsformidling, så du kan sikre at jp.dk i døgnets løb er der for læserne med
de rette historier.

Nyhedschefen er på dagen dirigenten i newsroom og er
igangsætter i et tæt samarbejde med de enkelte fagredaktører på fortrinsvis
indland, politik, udland, kultur og sport. Som nyhedschef er du samtidig bindeled
til printavisen med ansvar for tophistorien.

Det er ikke afgørende, at du forlods behersker printmediet,
men du har en stensikker journalistisk dømmekraft, så Jyllands-Postens læsere
får alle relevante sider af en sag med og ikke må nøjes med det forudsigelige.
Du formår at rykke på den uventede begivenhed og at udvikle historier, så
journalistikken går den ekstra kilometer, som både overrasker og bibringer
læseren ny viden.

Vi forventer, at du er nationalt og internationalt
velorienteret og forstår at værne om Jyllands-Postens uomgængelige varemærke
som et troværdigt, uafhængigt og landsdækkende mediehus. Som person er du
inspirerende, humørfyldt og engagerende, for vi hylder samarbejdet som vejen
til succes.

Jyllands-Posten forbereder i de kommende måneder
indflytningen i et nybygget, fremtidsorienteret JP-domicil på havnefronten i
Aarhus. Nyhedschefstolen er placeret med panoramaudsigt over bugten lige ved
siden af filmbyen.

Nyhedschefen har fortrinsvis lange vagter og indgår i en
boble med flere andre nyhedschefer. Aften- og weekendarbejde må påregnes.
Stillingen er til besættelse så hurtigt, som det lader sig gøre.

Interesseret?

Så find opslaget under ’Karriere’
og klik på ’Søg online’. Udfyld skemaet og upload CV, ansøgning, mm.

Evt. spørgsmål rettes til ledende nyhedschef Torben Møldrup,
torben.moldrup@jp.dk, ledende redaktør Christina Agger, christina.agger@jp.dk
eller ansvarshavende chefredaktør Jacob Nybroe, jacob.nybroe@jp.dk.