Integrationsspecialist

JP/Politikens Hus søger en integrationsspecialist til udviklingsafdelingen i Koncern IT. Vi tilbyder et job i et mindre team med mange varierende opgaver. Du skal kunne din Java til fingerspidserne, ligesom du er frisk på at arbejde med teknologier som Docker, AWS og container hosting. Du er indstillet på løbende at lære nyt, ligesom du forstår værdien af at overholde eksisterende aftaler om arkitektur og kodestandarder. 
  
Vi sætter pris på en uformel omgangsform og tilbyder - ud over en central beliggenhed med lokaler i Politikens hus lige ved Rådhuspladsen - et fagligt inspirerende miljø.  
 
Jobbet 
Du kommer til at bygge kode på vores integrationsplatform, som danner bindeled i et komplekst distribueret system. Forskellige afdelinger leverer større og mindre moduler til et samlet hele, der understøtter abonnementsforretningen og bruger- og kundeoplevelsen i koncernen. Arbejdet er fokuseret på backend-integrationer baseret på open source-frameworket og Spring.boot.  
 
Ud over løbende nyudviklinger er vi i gang med en større omlægning af vores eksisterende løsning, som vi er ved at ’porte’, så den eksekverer i Docker på AWS. Derfor vil du også skulle sætte dig ind i vores eksisterende platform, der er en on-premise-løsning baseret på teknologier som RabbitMQ, Karaf og Zookeeper.  
 
I stillingen som integrationsspecialist vil du, i samarbejde med den platformsansvarlige, foretage nyudvikling og vedligehold af platformen generelt. I forbindelse med overgangen til AWS-hosting er der fokus på i stigende grad at automatisere alle rutineprægede processer, som ’build’ og ’deploy’. I denne sammenhæng benytter vi Teamcity som integrationsserver og Octopus Deploy til at håndtere deployments og konfigurationsstyring. 
  
Ud over arbejdet med decideret programmering og udvikling vil du også have en del kontakt med forretningsenhederne i forbindelse med behovsafklaringer og kravspecifikationer. 
  
Som integrationsspecialist får du plads i et team med 2 dygtige fastansatte kolleger samt en konsulent, der assisterer med migreringen til AWS. Teamet arbejder løbende med kvalitetssikring og udvidelse af test og automatisering, hvilket skal have din interesse.  
Udviklingsteamet er et af otte teams i Koncern IT, der samlet set har ca. 50 medarbejdere spændende fra netværksspecialister over linux-administratorer, til projektledere og servicedesk-medarbejdere.  
 
Din profil 
Du har erfaring med backend-udvikling og ikke mindst Java. Du har også erfaring med at sammenkoble meget forskelligartede datakilder som webservices, SQL servere, S3 og FTP. Du er løsningsorienteret og analyserende i din tilgang til dine opgaver. 
 
Det er derudover en fordel, at du har kendskab til ’message’-køer, Spring.boot samt erfaring med automatisering af test, byg af kode samt deployment processer. Du kommer endvidere med et godt tag på unit-test, systemudvikling og versionsstyring i Git. 
  
Du trives i et fagligt, åbent miljø og kan lide at tage del i fællesskabet. Du er vant til at dele dit arbejde med dine kolleger og leder og udveksler gerne et tip eller to hen over skrivebordet.  
 
Arbejdstid og løn 
Vi tilbyder dig en interessant og udfordrende hverdag i en markant dansk medievirksomhed i fortsat transformation, hvor digitalisering og dataanvendelse står højt på den strategiske og forretningsmæssige dagsorden.  
 
Du bliver en del af en levende arbejdsplads, der tilskynder fleksibilitet og frihed under ansvar.  
 
Stillingen er en fastansættelse på fuld tid. Løn forhandles efter kvalifikationer. Det daglige arbejde forgår i Politikens Hus på Rådhuspladsen i København.
 
Ansøgningsfrist: 14. juni 2019.
 
Spørgsmål vedrørende stillingen kan rettes til teamleder Morten Fæster på e-mail morten.faester@jppol.dk.     
  
Vi glæder os til at høre fra dig.