Brand Manager

Er du kreativ, velskrivende og har du flair for branding?

Så er du måske den nye Brand Manager på Politikens Forlag? I lokalerne på Rådhuspladsen er der både højt til loftet og store armbevægelser, og der er plads til endnu en kreativ, inspirerende og initiativrig medarbejder. Forlaget har vokseværk og store ambitioner, og derfor ønsker vi at styrke vores marketingafdeling, der i dag består af to grafikere, to koordinatorer, en digital projektleder samt en marketingchef.

Marketingafdelingen udtænker, producerer og lancerer ca. 120 forskellige bogkampagner om året. Vi kommunikerer digitalt, horisontalt og vertikalt med læserne og vores forhandlere. Vi har et tæt samarbejde med forfattere, redaktører, presse, salg og eksterne partnere. Skal idéen udtænkes, konceptet udvikles, den fængende overskrift skrives eller forfatteruniverset brandes, så sker det i marketingafdelingen.

Som vores nye kollega vil du sætte baren for kreativ udfoldelse endnu højere. Med dine ideer, branding-erfaring, kommercielle tankegang og evnen til at få ting til at ske, vil du sikre endnu større synlighed for kampagner, du vil brande nye boguniverser, og du vil skrive uforglemmelige og skarpe tekster. Du vil inspirere os alle til at skabe endnu bedre kampagner og kommunikation samt selvfølgelig yde det bedste for alle vores dygtige forfattere.

Sammen med dine kolleger og gennem 360 grader kommunikation vil du skabe et endnu tættere bånd til læserne. Du vil engagere dem digitalt med stærk og relevant kommunikation, og du vil fange deres opmærksomhed på vej til arbejde og hjemme i stuen.

Du er helt sikkert:

  • Et kreativt tænkende menneske
  • Kun to minutter væk fra næste idé
  • Velskrivende med flair for den kommercielle tone
  • Altid klar til at løbe dine ideer ind over målstregen
  • Erfaren kommunikatør
  • God til at skrive et præcist brief til grafikere
  • Dygtig til at identificere målgrupper og kommunikere derefter
  • Glad for at læse både skøn- og faglitteratur

Du har:

  • Erfaring fra reklamebureau, kommunikationsbureau eller marketingafdeling
  • Cases der viser hvordan du er lykkes med at gøre en idé til virkelighed
  • Erfaring og forståelse for både off line og digital kommunikation

Kan du se dig selv i ovenstående, og har du lyst til jobbet som Brand Manager på et af Danmarks største forlag, så hører vi meget gerne fra dig. Send en ansøgning og dit CV, men lige så vigtigt, så send en video på max 3 minutter, som overbeviser os om, at det lige præcis er dig, som skal til samtale.

Politikens Forlag er et af Danmarks førende forlag med udgivelser indenfor dansk skønlitteratur, nonfiktion og oversat fiktion. Vores forfattere tæller bl.a. Jussi Adler-Olsen, Sara Blædel, Puk Damsgård, Sissel Jo-Gazan, Leonora Christina Skov og Jesper Wung-Sung.