Anders Heering, adm. direktør og chefredaktør for Watch Medier

Watch Medier vokser og indtager nyt domicil centralt i Oslo

Der bliver plads til flere udvidelser med abonnementsbaserede branchemedier, når Watch Medier i disse dage rykker ind i nye, større lokaler centralt i Oslo. 

Dermed fortsætter investeringerne i det norske marked, som Watch Medier har været særdeles aktive på siden lanceringen af FinansWatch i 2020. Mediehuset udgiver i dag fem norske nichemedier og beskæftiger 30 medarbejdere i Oslo. Og flere er på vej.

”Vi er rigtig glade for udviklingen i Norge – når vi nu flytter i nye større lokaler, er det først og fremmest fordi, at vi har mod på mere,” siger Anders Heering, adm. direktør og chefredaktør for Watch Medier.

Watch Medier rykker ind på 1.500 kvadratmeter øverst i Glasmagasinet i Oslo, der er en af byens mest markante og ikoniske forretningsejendomme – og som indtil sidste år var hovedsæde for Oslo Børs.

Her kommer Watch Medier til at dele kontormiljø med Infomedia, der er 50 pct. ejet af JP/Politikens Hus og ligesom Watch Medier forfølger en international vækststrategi.

Watch Medier udgiver ud over FinansWatch også AdvokatWatch, EiendomsWatch, MedWatch og EnergiWatch i Norge, hvoraf de sidste to blev lanceret i efteråret 2022.

”Vi har fået bekræftet, at der også i norsk erhvervsliv er efterspørgsel efter uafhængig og kontinuerlig branchedækning med fokus på substansen. Det tager tid at opbygge abonnementsmedier, og der venter meget hårdt arbejde forude, men den flotte modtagelse har givet os mod på yderligere investeringer i Norge,” siger Anders Heering.

Vækstambitionerne betyder, at redaktionen i Oslo allerede nu er på udkig efter kompetente redaktionelle profiler.

”Vi kommer til at ansætte flere redaktører og journalister i år, og med indflytningen i Glasmagasinet er de fysiske rammer nu på plads. Sideløbende er vi i fuld gang med at vurdere, hvilke brancher i norsk erhvervsliv, der har brug for en bedre nyhedsdækning,” siger Øyvind Henriksen, nyhedsredaktør for Watch Mediers udgivelser i Norge.

Baggrund
Watch Medier er 100 pct. ejet af JP/Politikens Hus og udgiver i Danmark 16 digitale nichemedier samt et tværgående tilbud via watchmedier.dk. Mediehuset lancerede sit første medie, FinansWatch, i Norge i foråret 2020. I efteråret 2021 blev porteføljen udvidet med EiendomsWatch og AdvokatWatch, og i efteråret kom så MedWatch og EnergiWatch til. Watch Medier beskæftiger i Oslo i dag knap 30 medarbejdere.

Glasmagasinet gennemgik i 2017 en omfattende renovering og fremstår i dag som en historisk, ikonisk og moderniseret ejendom centralt i Oslo.

Ud over medierne i Norge og Danmark udgiver Watch Medier to tyske nichemedier.