Børneavisen vinder international pris

Børneavisen, som udgives af Politiken og Jyllands-Posten, kan nu kalde sig 'International Newspaper of the Year'. I forbindelse med 2023-uddelingen af ’Newspaper Awards’ i London 28. marts modtog Børneavisen prisen i konkurrence med en lang række internationale medier.

Newspaper Awards er en britisk pris, der fokuserer på printmedier. Udover prisen ‘International Newspaper of the Year’ uddeles der priser til regionale, lokale og nationale britiske medier.

Børneavisens redaktionschef, Simon Thinggaard Hjortkjær var i London for at modtage prisen:

"Jeg er selvfølgelig enormt glad for, at vores arbejde og kvaliteten af vores avis anerkendes på denne måde. Men det var også fantastisk at opleve så stor en nysgerrighed og begejstring omkring selve vores mission”, siger Simon Thinggaard Hjortkjær.

Børneavisen er hver uge med til at åbne mange danske børns øjne for journalistik, samfundet og små og store begivenheder gennem velformidlede artikler og guidende formater. Børneavisen udgives på print hver tirsdag til børn i alderen 9-12 år og dækker nyhedsstrømmen, så den giver mening for børn og hjælper dem med at forstå den verden, de lever i.